Sådan inddelte indretningseksperten Jeannes lejlighed i små zoner

Jeanne ønskede at få implementeret nogle hyggelige zoner i sin nye lejlighed. Hvordan hun skulle bære sig ad, vidste hun dog ikke, så indretningseksperten kom med et forslag.

Tegning af lejligheden før indretningsekspertens forslag
© Lone Barslund

Kære Jeanne

Jeg kan godt følge dig i, at det kan blive lidt oplevelsesfattigt, når man ingen overraskelser får, fordi man ikke skal på nogen rundtur i dit hjem. Til gengæld er hele rummet dejlig lyst. Jeg synes ikke, at det løser noget at lægge soveværelset til. Det giver blot en endnu større sammenhængende stue og dit lille værelse er meget småt til både seng og skabe.

I stedet for vil jeg hellere have dig til at kigge på køkkenet og sammenhængen med din spiseplads. Jeg ville absolut selv nedlægge væggen helt og få fuld kontakt i stedet for kun at have et kiggehul. Til gengæld vil jeg så tilbageføre vægge til loft i begge ender, som du kan se på tegningen. Det giver dig en god væg i midten til billedophæng, og du får også et lille møblerbart hjørne ved de nye 60 cm. væg til venstre for vasken.

Jeg har tegnet to nye indretningsforslag til dit køkken, som du overhovedet ikke behøver at følge - det var bare så fristende at se, om ikke jeg kunne komme op med et par gode ideer, der gav dig noget mere opbevaring. Enten lukker du døren imellem den lille mellemgang og køkkenet, hvorved du får plads til to højskabe mere i køkkenet (lille tegning), eller du rykker væggen længere ind mod mellemgangen, hvorved du kan få mere bordplads og skuffeplads i køkkenet med køleskabet rykket til det nye hjørne. Der er stadig plads til to nye skabe i mellemgangen oven i hatten. Mellemgangen skal du selvfølgelig beholde, fordi den fungerer fint som buffer imellem toilet/bad og dit opholdsrum.

Desuden har jeg som vist opført noget af den oprindelige væg ind mod din entré, så du får en halvvejs opdeling af stuen med mere ro i forhold til sofahjørnet og placering af fladskærm eller fjernsyn. Jeg ville fjerne døren ud til entreen, da den ingen funktion har. Uden den får du endnu en fin væg til billeder, spejl eller andet.

Stuen har fået en række reoler på hele endevæggen med masser af plads ovenover til lamper, planter, billeder og andet kram. Jeg har tegnet en vinkelsofa og lænestol, men du kan sagtens møblere med sofa og flere stole. Der er god plads til at udvide spisebordet til flere spisepladser end de fire, du har til daglig, og stuen vil fortsat virke lys og luftig, ikke mindst fordi den franske altan i midten giver lys og plads til hele rummet.

Bedste hilsener
Lone

Indretningsekspertens forslag til rumfordeling af lejligheden
© Lone Barslund