
Montana har udvidet med 3 helt nye farver udviklet af ingen ringere end Margrethe Odgaard
Det var med fuldt overlæg, at den på én gang energiske og rolige nuance 'Acacia' ikke var en del af den oprindelige farvepalet, Odgaard skabte for Montana i 2019. Men nu er tiden moden!
Af– Farver er flygtige og næsten umulige at indkapsle, men når det en sjælden gang lykkes, så er det som at indfange en lille smule magi. Det er derfor, jeg aldrig bliver træt af at lede, fortæller designer og farveekspert Margrethe Odgaard, der har udviklet tre nye farver til den omfattende farvepalet, som hun har skabt for Montana Furniture.
I mere end 20 år har den efterspurgte designer arbejdet fokuseret med farver, og erfaringen har fået hende til at tænke på farver som en slags energi.
– Farven er jo ingenting uden lyset! Det er først, når lyset brydes i overfladen af et materiale, og lysets bølger absorberes eller reflekteres, at farven opstår i vores øjne. Når jeg anskuer det sådan, bliver det logisk for mig, hvorfor farver har sådan en stor virkning på os, både sanseligt og emotionelt, for vi lever jo af lysets energi, mener Margrethe Odgaard.
– Farven er kubens fjerde dimension, påstår designer og farveekspert Margrethe Odgaard, der har fremtryllet tre nye farver som supplement til den farvepalet, som hun tidligere har udviklet for Montana Furniture.
Den danske virksomhed, der siden 1982 har specialiseret sig i at fremstille modulære systemer, der føjer et element af leg til indretningen, har netop taget kuben til sig og har ved hjælp af farver løftet et geometrisk element op i en højere sfære – den sfære, hvor følelserne og stemningerne befinder sig.
De tre nye farver, der således føjes til Montanas eksisterende palet, er blevet navngivet Acacia, Ruby og Clay, og der er tale om tre blide og opløftende farver, som alle har potentialet til at påvirke vores humør og generelle velvære.
– Det er tre meget poetiske farver, som på hver sin måde bringer en blid og opmuntrende varme til rummet. Det skulle gerne være farver, som man har lyst til at opholde sig sammen med, og som man ikke sådan lige bliver færdig med at sanse. Den lyserøde Ruby er en blanding af friske bær og sød hvid chokolade. Det er en positiv og harmonisk lyserød, der vil fylde i rummet uden at tage for meget plads. Den solgule Acacia er på én gang energisk og rolig. Den er lysende varm uden at overvælde, som en kapsel af varme dufte og gylden aftensol. Endelig er der Clay; en farvet grå, som er smuk i al slags lys. Ydmyg og stolt komplementerer den lysets bølger i et underspillet, men kvalitativt udtryk, som er sanseligt beroligende og velgørende, forklarer Margrethe Odgaard om de tre nye farver.
Hun har udviklet de tre farver ud fra sin samling af pigmenter, som hun har rørt op til forskellige malinger og malet op på papir.
– Det var vigtigt for mig at udvikle farver, som rent koloristisk tilføjede nogle nye kvaliteter og muligheder til den allerede eksisterende palet. Samtidig skulle de nye farver kunne bruges og matches på kryds og tværs med resten af den store Montana-farvepalet, så de virkede som naturlige tilføjelser. Jeg malede ret mange farveprøver op og diskuterede løbende med Montana undervejs. Da vi havde besluttet os for, hvilke farver vi gerne ville gå videre med, fortsatte udviklingen med at få overført mine håndrørte farver til en stabil industriel lak, før vi endelig stod med de færdige farver i hånden, uddyber Margrethe Odgaard, der arbejder med farverne ud fra en både poetisk og videnskabelig vinkel.
– Jeg plejer at tale om farver som den emotionelle del af en struktur eller som kubens fjerde dimension. Hvis man fx sætter tre fuldstændig identiske kuber ved siden af hinanden med samme mål i højde, bredde og længde og i samme materiale, ja, så er de ens og fylder lige meget i rummet. Men maler man så disse kuber i forskellige farver såsom svagt lysegul, knaldrød og dyb mørkeblå, så sker der en optisk og energimæssig forandring. Kuberne fylder helt enkelt ikke længere det samme i rummet rent optisk, og vi vil lige pludselig føle os mere tiltrukket af én kube frem for de andre. Det er det, som farver kan. De er vanvittig effektive til at kommunikere med vores følelser, fortæller Margrethe Odgaard.