Samtalekøkkenet er afløst af redebyggerkøkkenet

Kvik lancerede det berømte samtalekøkken for 16 år siden. Danskerne taler fortsat sammen, heldigvis, men vi er også begyndt at bygge rede.

Samtalekøkkenet blev det, vi talte om ...

SamtaleKøkken® - ja, du ser rigtigt, det er et vaskeægte brand, ikke kun noget, vi går rundt og siger vilkårligt om dansk livsstil i køkkenregionerne.
Kvik opfandt begrebet i 1999 ud fra den idé, at køkkenet var hjemmets hjerte, dér, hvor far, mor og børn mødtes og gjorde status over dagen.
Spisestuen og opholdsstuen var ikke trendy mere – nu skulle alt foregå rundt om 'køkkenøen'.
Samtidig var der behov for mere varme i boligindretningen efter en årrække med velstand og friværdi – og minimalisme. Og tilsyneladende var der stort behov for en mere menneskelig stil. Danskerne omfavnede samtalekøkkenet, som vi nu engang gør, med et stille smil - og en lille smule ironi. Man skal ikke tro, at man bare kan komme og sætte os i bås.

Nu mener Kvik, at det er tid til udvikling igen. De vil ikke presse nye labels ned over os, men har dog set et fænomen opstå: Finanskrisen har fået os til at rykke mere sammen. Hos BO BEDRE prøver vi forsigtigt med et nyt ord 'redebyggerkøkkenet', for noget tyder på, at vi i højere grad end tidligere har brug for tryghed og intensitet.

Kvik har meget klogt benyttet sig af en kendt børnemagnet og tv-stjerne til at personificere de nye køkkenkollektioner. Signe Lindkvist fra Cirkus Arena har fået et Kvik-køkken med hyggekroge og detaljer, der minder om opholdsstuens. Læg især mærke til bænken med hynder – den får os næsten til at tænke på 70'ernes hygge igen.
Men også kun næsten, for Kviks signaturdesign er stadig det stramme og enkle, i dette tilfælde helt uden greb og med alle moderne fornødenheder.
I 1999 var der for eksempel ikke brug for bordplads til den bærbare computer.