Nyt showroom i hjertet af København
Garde Hvalsøe er kendte for at lave skræddersyede køkken- og interiørløsninger, og har nu slået dørene op til et nyt, inspirerende univers i et nyt showroom, skabt i tæt samarbejde med David Thulstrup.
I det nye showroom er der masser af stof til køkkendrømmene, men også elementer som entré, vinrum, walk-in-closet og badeværelses-møblementer bliver fremvist på inspirerende vis og viser bredden af interiørløsninger fra Garde Hvalsøe.
I det nye showroom, beliggende i en klassisk, københavnsk baggård, spiller det sublime håndværk hovedrollen.
– Min ambition var at skabe et afdæmpet og minimalistisk bagtæppe for at fremhæve Garde Hvalsøes sanselige historie, produkter og håndværk og på samme tid indfange følelsen af et hjem, siger arkitekt David Thulstrup.
– Vi vidste fra tidligere samarbejder, at David Thulstrup ville tage os og kunderne det helt rigtige sted hen og skabe et showroom, der fremhæver Garde Hvalsøes etos. Målet var et harmonisk rum, som præsenterer vores håndværk og de mange skræddersyede muligheder på en inspirerende måde, fortæller Søren Lundh Aagaard, der siden 2012 har været en del af firmaet som partner og CEO.