Kvik har netop afsløret et nyt køkkenmøbel, der har det erklærede mål at binde køkken og stue/spisestue sammen. X-modulet kan fungerer som en selvstændig reol, eller kan være en integreret del af køkkenet, som den del der vender ud mod spisebordet eller stuen.
X-modulet er en del af Kviks nye køkkendesign Prato og ideen er at skabe en elegant overgang mellem køkken og stue, så Prato kombineret med X-modulet får køkkenet til at smelte sammen med resten af hjemmet.
X-modulet er udviklet i tæt samarbejde med den prisbelønnede, danske designduo byKato og det anerkendte møbelfirma Andersen Furniture.
Som en del af X-modulet finder man de elegante træbakker i massivt egetræ, med fingertappede hjørner, som kan tages ud og bruges som bakker på køkkenbordet, indeholdende børnenes malematerialer, eller andet der er smart at kunne flytte rundt på og nemt pakke væk igen.
Prato køkkenserien lanceres i farverne mørkegrå samt hvid, og X-modulet lanceres med skydelåger i de samme to farver som køkkenet, og ud over hvid og mørkegrå fås skydelågerne i messing og mørkeblå. Alle skydedøre er sorte på den ene side, så det er muligt at vende dem og vende tilbage til den sikre sorte.