Køkken placeret ved endevæg i stue
© Andreas Mikkel Hansen

Køkkenet i stuen

Et lille køkken i et rum for sig selv er her afløst af en åben løsning. Køkkenet er flyttet ind i den ene af to en suite-stuer i et hjem nord for København.

Den nordkøbenhavnske villa havde en klassisk indretning, hvor køkkenet lå i et rum for sig selv ved siden af opholdsrummene. Sådan ville man have det, dengang køkkenet var moders domæne. Men i dag virker det gammeldags, og da parret skulle flytte ind, var noget af det første, de lavede om da også køkkenet.

– Vi blev kontaktet af kunden, som ønskede køkkenet flyttet ind i den ene af to en suite-stuer, forklarer Julie Agerley, der er arkitekt og køkkendesigner for Bo-Tikken.

Det store lyse rum havde hidtil fungeret som spisestue, og i en niche langs den ene væg var nogle indbyggede skabe, som blev fjernet. Det gav plads til en sektion, hvor komfur, køleskab og kogeplade kan gemmes lidt væk.

– Når man sidder inde i opholdsstuen, så kan man se lige gennem de to stuer ind til køkkenet. Derfor var det et stort ønske fra familiens side, at disse funktioner blev gemt væk, og at den del af køkkenet, der er synlig, ligner møbler så meget som muligt, siger Julie Agerley.

Den effekt har hun opnået ved at anvende grå lakerede fronter i massiv eg sammen med sokkel, håndtag og armatur i bruneret messing.

– Den brunerede messing spiller flot sammen med nuancerne i parketgulvet. Især når messingen får patina, mener Julie Agerley.

Niche hvor ovn og komfur er placeret
© Andreas Mikkel Hansen

Den lille niche rummede tidligere indbygningsskabe. De er fjernet, og i stedet anvendes nichen til de funktioner, man gerne vil have gemt lidt væk: køl/frys, emfang, ovn og kogeplader.

Det skjulte skab i hjørnet er en smart løsning til alle de køkkenmaskiner, man har i køkkenet, som her er placeret i et hjørne, der ellers ikke kunne udnyttes.
Den blå kande er fra Stilleben

Vase på køkkenbord og maleri på væggen
© Andreas Mikkel Hansen

Maleriet på væggen er et arvestykke. Sammen med den grå overflade på køkkenet og brugen af bruneret messing giver det et mere møbelagtigt præg til køkkenet. Vasen er fra Tina Marie.

Messingarmatur der går godt til sildeparkettens farve
© Andreas Mikkel Hansen

Quookereb i bruneret messing giver et hjemligt præg til køkkenet og passer til de mange nuancer i parketgulvet.

Kig fra den ene stue til den anden, hvor køkkenet står smukt for enden af væggen
© Andreas Mikkel Hansen

Fra stuen er der direkte kig til køkkenet. Derfor var det vigtigt for ejerne, at det så vidt muligt faldt ind i den øvrige indretning.