Kære Jane
På dine medsendte fotos synes jeg, det virker som om, det er svært at beslutte, hvilken funktion de forskellige rum har/skal have. Den store stue, der lider under en kraftig opdeling på grund af trappen til øverste stue og soveværelse, er møbleret med arvesager og småmøbler.
Ikke nogen samlende møbelgruppe, hvor man kan være flere og hygge sig. Øverst er der samme lette møblering med forskellige typer møbler.
Så mit spørgsmål er jo, hvad I egentlig vil have, at det nye køkkenalrum skal kunne?
Det er sandt, at trappen kan svinges rundt, så den går langs væggen, så køkkenet kan flyttes, men hvor mange siddepladser ønsker I, der skal være?Indretter I køkkenet i den ene ende, kunne der jo blive plads til et godt spisebord i den anden. Uden at flytte trappen…
Flyttes trappen, skal det være med ny placering til venstre for åbningen ned til det oprindelige køkken. Hvis I også ændrer åbningen på øverste etage, så gelænderet bliver dobbelt så bredt fordi åbningen placeres helt til venstre, får I en ekstra lang væg at indrette køkkenet opad. Det er vigtigt, at køkkenet placeres her, hvor vandinstallation osv. kan føres direkte ind til det nye køkken fra det gamle.
I den anden ende kan I så stille et stort vitrineskab på 2x80 cm til al jeres service, glas osv.
Jeg vil ikke anbefale jer at vælge en lukket trappe. Dels fordi det øverste repos ”hænger” over og ud for åbningerne til under– og overetage, og dels er rummet ret smalt med de 320 cm, så den frie vægplads, der er under trappen, kan fint møbleres med et af jeres fine skuffemøbler/chatoller, som I jo også skal have plads til i stuen.
Bedste hilsener Lone