Kan vores 90'er-døre reddes?

En dør er mere end bare ... en dør. Den er en stor flade i et rum og skal behandles som et element på linje med møblerne. Se indretningsarkitektens løsninger her.

Hej Lone

Vi vil høre, om du har lidt inspiration til os vedrørende vores døre? Vores hus er fra 1999. Dørene er ludbehandlet, men slidte.
Er det out dated at give dem lud igen?

Hilsen Anne Mette

Nuværende ludet dør. Fyldningerne forsvinder i træets farve og de mange knaster der virker forstyrrende.

Hej Anne Mette,

En dørflade fylder rigtig meget i et rum, og den har stor visuel betydning, alt efter om man har brug for at nedtone den, fordi den dominerer en vægflade, eller om man har brug for, at den reflekterer dagslyset rundt i et mørkt hjørne, eller om den gerne må fremtræde som en smuk størrelse i rummet.

Helt personligt synes jeg, at det har været en stor fejltagelse med al den afsyring der har ødelagt både møbler og døre, fordi den grove behandling var så hårdt ved træet;

Smukke møbler fik blotlagt finerede sider der aldrig skulle have været ude i dagens lys men være blevet under fin bemaling og de gamle klassiske fyldningsdøre blev ændret til bondegårdsinteriør midt i helt anden arkitektur og de fine detaljer i fyldninger og lister blev helt dødt og endimensionelt fordi træet ikke længere kunne reflektere lyset. Derfor:

Mal jeres døre. De afsyrede eller ludbehandlede døre er tunge og virker som store flader der sluger lys i stedet for at sende dagslys videre rundt i rummet.

Om I maler dem sart grå, sand eller hvide eller giver dem en kraftigere farve er helt op til jer og resten af indretningen, men dørene vil få et helt andet liv og detaljerne vil træde frem fordi den blanke overflade fremstår meget tydeligere.

I kan jo for eksempel male alle dørene hvide og vælge en enkelt ”vigtig” dør som får en farve, der leder blikket afsted i en særlig retning, - for eksempel jeres hoveddør eller et flot dørparti imellem to stuer… Vælger I at give dørene en let farve så skal dørkarmene males hvide ligesom jeg formoder at det øvrige træværk er på vinduer og paneler, mv.

Mange hilsener Lone

Selv en sortmalet dør giver mere liv fra sig end en trædør fordi den malede overflade viser detaljerne i fyldninger og udskæringer.

Giv en enkelt dør en kontrastfarve, det giver et fint samspil med f. eks et møbel eller et tæppe med en tilsvarende eller komplimentær farve.