Hej Lone.
Jeg bor i en lille 3 1/2- værelses andelslejlighed med altan. Soveværelset er småt, såatjeg bruger det ene kammer til klædeskabe, vasketøj osv., mens det andet er mit gæsteværelse til familien, der kommer fra Jylland.
Stuen føles meget lille, fordi der skal være plads til både spisebord og sofa, så derfor er døren til gangen taget af. Køkkenet er ok, men ikke med plads til spisebord, så der har jeg bare en lille plads til mig selv.
Jeg ønsker mig bedre plads til TV og spis, en vaskemaskine og bedre orden på opbevaring. Er det noget, du kan hjælpe med?
Hilsener Kirsten K.
Kære Kirsten.
Jeg har tegnet to forslag til dig, ikke for at forvirre men fordi din lille, hyggelige lejlighed har flere muligheder i sig.
Forslag A.
Her er soveværelset og køkkenet slået sammen, så du blænder soveværelsesdøren, hvilket giver en fin niche hvor du kan placere et nyt garderobeskab til overtøj eller støvsuger, osv. Din lille stue bliver meget bedre at indrette, når spisebordet flyttes til det nye alrum. I køkkenet, der indrettes i ny L-form, er der fint plads til den nye vaskemaskine. Gæsteværelset indretter du til dit egen soveværelse mens det lille kammer fortsat bruges til klædeskabe og nu også med gæsteseng.
Forslag B.
Her bliver køkkenet og dit soveværelse hvor det er i dag, mens gæsteværelset og stuen slås sammen. Det giver en rummelig stue hvor ganglinjen fra gang til altandør deler stuen op i to afdelinger, med flere siddepladser foran fjernsynet og også et større spisebord. Vælger du to sofaer som vist på skitsen, så vælg dem lette og maksimum 85 cm i dybden, så de ikke tager for meget plads op.Klædeskabe og gæsteseng i det lille kammer ligesom i forslag A.
Venlig hilsen Lone.