I dag, fredag 29. september, åbner en ny webbutik med design. Og hvad så, tænker du måske – det sker jo hele tiden. Men der er alligevel en lille forskel, for denne butik forhandler udelukkende bæredygtige produkter.
Webshoppen hedder Yume og er stiftet af to danske iværksættere, Anja Holm og Marie Engberg, som begge er mødre til to små børn i alderen et til tre år. Derfor drømmer de om en bæredygtig verden, hvor de voksne i dag tager et ansvar for at levere en verden til de kommende generationer, som vi kan være bekendt.
Japansk drøm
Af samme grund har de kaldt deres virksomhed for Yume, som på japansk betyder "at drømme". Men det er ikke nok at drømme, mener de to, for drømmene skal også være smukke. Derfor har de fundet produkter i hele verden, der både lever op til standarden om bæredygtighed, men også designmæssigt er i top.
– Vores hovedfilosifi er, at designet både ser godt ud og gør godt, forklarer de to iværksættere.
Yume er stiftet på baggrund af FNs 17 verdensmål for bæredygtig udvikling, og vil på forskellig vis støtte op om udviklingen i en række af verdens fattigste områder.
– YUME vil hvert år donere 10% af sit overskud til lokale kunsthåndværkere rundt om i verden. Disse doneringer vil I sidste ende føre til udvikling af nye produkter som kan sælges i webshoppen. På denne måde støtter vi ikke bare lokale kunsthåndværkeres evner til at skabe, men vi tilbyder dem også en mulighed for at sælge deres produkter, og derved tjene til livets ophold. Det kalder vi for YUME løftet, forklarer Marie Engberg.