8 fine, arkitekttegnede garager og carporte

Garagen og carporten er en vigtig del af dit hus' udseende. Og hvad er forskellen egentlig på de to?

Parkér med manér

Garagen og carporten er en vigtig del af dit hus’ ydre. Tænk derfor pladsen til bilen med, når du bygger. Se 8 flotte carporte og garager fra arkitekterne her.

© Christina Kauser Onsgaard

Plads til leg og u-vending

Indkørsel og carport kan sagtens bruges til mere end parkering af bilen.

Har du børn, der er glade for at stå på rulleskøjter, så udvid parkeringspladsen og lav underlaget glat og plant. Rullende børn har familien i huset her, så da det store areal foran boligen med hjælp fra arkitekt Rasmus Skaarup skulle bygges om, stod plads til leg højt på ønskelisten, ligesom de gerne ville kunne vende på grunden med deres to biler. Ønsker der blev løst med én stor insitustøbt betonplade og en carport, der matcher husets funkis-stil.

Se mere fra boligen hos Danske BoligArkitekter her.

© Pia Enghild, Andreas Mikkel Hansen og Steffen Stamp

Kobber-garagen, der bliver smukkere over tid

Vælg materialer, der ældes med ynde - især når det kommer til garagen, da den vil blive udsat for alskens vind og vejr.

Garagen består af fire materialer: skifer, stål, sort puds og kobber. Garagen var oprindelig antrazitgrå, men efter lidt tid løb kobberet ned over stålet, så farven nu changerer på en unik måde. Garagen er som et levende kunstværk, der skifter udtryk med tiden, takket være dets materialer.

Se mere fra boligen hos Danske BoligArkitekter her.

© Pia Enghild, Andreas Mikkel Hansen og Steffen Stamp

Hus og carport smelter sammen

Tænk carporten med fra start, når du bygger nyt hus. På den måde opnår du det mest helstøbte udtryk og undgår kun at have råd til en grim en fra byggemarkedet, når hele budgettet er brugt til huset.

Det huskede arkitekt Jan Smidt Andreasen heldigvis, da han byggede denne funkis-villa til sig selv og sin familie.

Carporten er beklædt med lister i egetræ, der matcher husets egetræsvinduer. Taget støder helt op til huset, så den ikke kun holder bilen tør, men også familien, når de skal finde nøglerne frem og ind i huset.

Se mere fra boligen hos Danske BoligArkitekter her.

© Pia Enghild, Andreas Mikkel Hansen og Steffen Stamp

Lad tilbygning og carport følges ad

Skal du bygge ud på din bolig, så overvej, om det også er tid til at få ny carport. Derved kan du slå de to byggeprojekter sammen og spare både tid og ressourcer.

Det gjorde arkitekt Allan Lorenzen, da dette typehus fra 60’erne skulle bygges om og have en tilbygning. Begge er udført i det samme sorte træ og lige linjer. På den måde har arkitekten også sikret, at carporten passer til husets stil.

Se mere fra boligen hos Danske BoligArkitekter her.

© Pia Enghild, Andreas Mikkel Hansen og Steffen Stamp

Naturlig overgang mellem hus og carport

Er dit hus og din carport bygget i forskellige materialer, så skab en mere naturlig overgang med et vindfang.

I huset her af arkitekt Allan Lorenzen er trælamellerne i egetræ fra carporten ført videre over i et vindfang over hoveddøren. Den skærmer både husets indgang for vind, og skaber en vigtig visuel sammenhæng mellem hus og carport.

Se mere fra boligen hos Danske BoligArkitekter her.

© Christina Kauser Onsgaard

Natur på taget

Pift din carport op og gør den mindre firkantet og hård med et spirende tag af stenurten sedum.

På carporten her, af arkitekt Rasmus Skaarup, bidrager de vilde planter med en fin kontrast til carportens stramme design. Sedum er samtidig et klimavenligt valg, da det suger regnvand og næsten ikke kræver vedligeholdelse.

Se mere fra boligen hos Danske BoligArkitekter her.

© Pia Enghild, Andreas Mikkel Hansen og Steffen Stamp

Indram hoveddøren

Brug carporten til at indramme indgangen til hjemmet og skab et velkommende miljø.

Carporten leder gæster hen mod hoveddøren, så arkitekturen fortæller, hvor du skal gå hen, og dermed føler du dig velkommen. Carportens forskudte plader i indfarvet krydsfiner gør den desuden til et helt kunstværk at se på.

Se mere fra boligen hos Danske BoligArkitekter her.

© Pia Enghild, Andreas Mikkel Hansen og Steffen Stamp