Hjælp til optimal indretning af loft-etage

Det kan være svært at indrette værelser med skråvægge. Arkitekten giver sine bedste råd her.

Indretning af loftetage

Hej Lone,

Jeg søger hjælp til indretning af et stort men besværligt loftrum.

Jeg har brug for tre nogenlunde lige store værelser, hvilket er svært at overskue på grund af trappens placering, en skorsten og tagenes hældninger, der gør det svært at møblere og overskue placering af døre på grund af lofthøjden.

Der er loft til kip men ikke højde nok til hemse eller andet.

Der har tidligere været et master-bedroom med badeværelse, så det er tilladt at indrette beboelse der oppe.

Jeg har dog ikke brug for badeværelse da vi har bad lige nedenunder, og det gamle bad er også taget ned, så det ville fordyre projektet betydeligt hvis det skulle geninstalleres.

Der er vinduer i facaden 3 steder, som jeg håber, kan fordeles i værelserne men måske skal der mere lys til?

Det er i hvert fald mørkt over trappen, som det er i dag.

VH Mikkel

Hej Mikkel,

Undtagen lige rundt omkring skorstenen er det lykkes at få plads til et gangareal der overholder det lovpligtige mindstemål på 130 cm bredde. Ved skorstenen er der 110 cm.

Jeg tænker at det fungerer, når gangen i øvrigt breder sig til passende mål på begge sider og I ikke placerer nogle ting i gangen.

Det er af sikkerhedsmæssige årsager at man skal kunne komme hurtigt ud uden forhindringer.

De tre nye værelser udnytter de eksisterende vinduer og er rimeligvis lige store: 15,4 m2, 15,2 m2 og 13,5 m2.

Da der er skunke og skrålofter overalt er der jo ikke valgfrihed med hensyn til placering af døre og høje skabe, der kun kan placeres inderst, hvor rumhøjden er størst.

Alle tre værelser har dog fået et højt klædeskab, der er placeret bagved dørene.

R står for reol, S for skab, alle sengene måler 120 x 200 cm, og alle tre værelser har fået små skrivepladser der kan laves på mål, når alt andet er kommet på plads.

Desuden kan der placeres en række kommoder på repos´en, når man kommer opad trappen. De vil være praktiske til f. eks. sportstøj, linned osv.

Det vil være fint at isætte nye ovenlys over trappen og ind over gangen, i alt tre stykker.

Bedste hilsener Lone

© Lone Barslund – FØR

© Lone Barslund – EFTER

Relaterede Artikler