Kære Britta og Ib,
Jeres nuværende indretning med det lange bord under vinduet og den lille lænestolsplads fungerer jo egentlig fint, da der er et element af hygge i rummet. En ting, der gør et rum større, er adgang til vinduet, så begge mine forslag giver plads og luft foran det.
Placering af de nu i alt 6 væghængte skabe er den samme på begge planer, nemlig i forlængelse på væggen hvor døren går indad. Det ser nemlig ud som om de rummer gode hylder, velegnet til garn, m.m., så jeg synes I skal supplere med to nye.
Den lange hylde der går under loftet hele vejen på den modsatte væg ville jeg også beholde, da den rummer en masse bøger m.m. uden at fylde. Begge mine forslag har to ens skriveborde, da jeg ikke helt kan læse om I gerne vil have en plads hver.
Plan A
På plan A placeres bordene ryg mod ryg, således at skærmpladsen er inderst i rummet mens arbejdsbordet længst mod vinduet er velegnet til alt muligt andet, hvor lyset ikke går i en skærm.
Printerbordet er der gjort plads til i hjørnet, hvor I så trækker diverse ledninger langs panelet. Bordene er placeret, så der er lige god plads bag begge stole. Bordpladerne er 60 x 150 cm, så der er 80 cm passage imellem enderne og væggen med reoler.
Under bordene har I begge et skuffemøbel, der også fungerer som bordben yderst.
Plan B
På plan B kan bordene have samme længde men øget til 70 cm i dybden og placeret i forlængelse af hinanden, med printeren i midten. Her kan der nemt blive plads til endnu en langsgående hylde under den, I allerede har. Bordopstillingen er stiplet.
For vælger I kun at have et enkelt skrivebord til deling, kan det øges til 180 cm længde og placeres ud fra hjørnet og så kan der fint blive plads imellem bordet og det indbyggede skab til en god lænestol, sidebord og standerlampe, hyggeligt samlet med et gulvtæppe.
Mange hilsener Lone