En stigende tendens: Lofter med farver og struktur

Giv dit loft en make-over – bliv inspireret af disse 11 lofter.

Kig op på 11 flotte lofter

Loftet er en kæmpe flade i hjemmet, der ofte bliver glemt. Men nu begynder flere og flere at hæve blikket, når de skal bygge, og giver loftet struktur, farve og mere kærlighed. Se med her, og bliv inspireret til et loft, man får øje på.

© Andreas Mikkel Hansen og Christina Kayser Onsgaard

Medgørligt krydsfiner

De skrå vægge og krydsfinerpladerne, der fortsætter fra loftet og videre til væggene, giver stuen i overetagen i huset af arkitekt Lars Christensen en hyggelig og lun stemning. Næsten som hvis man sad i en hule. Samtidig giver de gennemførte træflader rummet et lækkert og eksklusivt udtryk.

Krydsfinerplader er nu ellers både billige og lette at have med at gøre. Du kan nemlig let slå søm og skruer i, uden at de revner, og skulle en plade gå i stykker, kan du uden problemer sætte en ny op for få penge.

Se mere fra huset hos Danske BoligArkitekter her.

© Andreas Mikkel Hansen og Christina Kayser Onsgaard

Intimt og beroligende

Mørke lofter er på vej frem. Og gerne rigtig mørke og med struktur som dette Troldtekt-loft over sovehemsen i ombygningen af arkitekt Allan Lorenzen.

Den mørkegrå farve gør sammen med den mørkegrå bagvæg det lavloftede rum ekstra intimt og roligt. Og farvens beroligende virkning er bestemt ikke løgn. Undersøgelser viser nemlig, at vi mennesker dæmper vores stemmer og opfører os mere roligt, når der er mørkt.

En viden der bliver brugt på hoteller og restauranter i stor stil. Og som også kunne være smart at tage videre med ind på soveværelset, hvor vi nemt skal kunne slappe af.

Se mere fra huset hos Danske BoligArkitekter her.

© Andreas Mikkel Hansen og Christina Kayser Onsgaard

Et spindelvæv af spær

Er du så heldig at bo i en gammel bygning med mulighed for spær, er det bare om at få dem frem som i lejligheden her, hvor et af målene med ombygningen var at lave højt til loftet. Spær giver et fantastisk blikfang i loftet og kan give ethvert rum lidt ekstra personlighed.

De gamle, mørke træbjælker fungerer desuden som en god kontrast til hvide vægge og moderne møblement. Man kan faktisk ikke undgå at spærre øjnene op!

Se mere fra lejligheden hos Danske BoligArkitekter her.

© Andreas Mikkel Hansen og Christina Kayser Onsgaard

Råt beton til rå natur

Beton har længe været populært på gulvet, men det er også rigtig flot som loft. Det har arkitekt Niels Christoffersen benyttet sig af i dette nybyggede sommerhus, hvor den kolde beton går fint i spænd med havet udenfor og boligens andre naturlige materialer.

Betonet er støbt på stedet og danner base for hele det to etager høje hus, hvor hvide vægge er i undertal og stoflige materialer som beton, træ og mørke flader giver masser af atmosfære.

Se mere fra huset hos Danske BoligArkitekter her.

© Andreas Mikkel Hansen og Christina Kayser Onsgaard

Knageme flotte knaster

Træ med mange knaster bliver ofte valgt fra, når man skal bygge. Men her i dette sommerhus har arkitekt Lotte Elkiær helt bevidst brugt dem som et æstetisk indslag, der fremhæver træets særpræg og naturlighed.

De lange fyrretræsplanker går hele vejen rundt: både på gulve, vægge og lofter. De ubrudte flader bidrager med et eksklusivt udtryk, og de store mængder af et naturligt materiale som træ passer fantastisk med sommerhusets enestående placering midt i naturen mellem fyrretræer og lyng.

Se mere fra sommerhuset hos Danske BoligArkitekter her.

© Andreas Mikkel Hansen og Christina Kayser Onsgaard

Imponerende listeloft

Dette listeloft er et fantastisk eksempel på, hvor meget det rigtige loft kan løfte et rum. Linjerne, strukturen og træet giver rummet karakter og fremhæver loftet og rummets facon. Ligesom træet gør det meget store og åbne rum mere intimt. Og loftet er ikke bare smukt, det fungerer også som et akustikloft, hvilket er vigtigt at tænke over i et stort og åbent rum som dette.

Listeloftet er er lavet af boligejerne selv, da det er et forholdsvis dyrt valg. Lofttypen bliver dog forståeligt nok mere og mere populær, og billigere modeller og løsninger er derfor på vej frem.

Se mere fra huset hos Danske BoligArkitekter her.

© Andreas Mikkel Hansen og Christina Kayser Onsgaard

Simpelt og råt

I dette rum gik der engang køer rundt. Det var nemlig kostald indtil arkitektparret Kira Snowman og Uffe Topsøe-Jensen ombyggede det til deres nye hjem. Og med tanke på en bondegård og en gammel stald er de lyse Troldtekt-plader og ubehandlede træspær et perfekt både simpelt og råt valg, der passer lige ind i stemningen.

Samtidig giver det blikfang i loftet og god akustik, hvilket er vigtigt at tænke på i et stort rum med sparsom møblering og hård beton på gulvet.

Se mere fra huset hos Danske BoligArkitekter her.

© Andreas Mikkel Hansen og Christina Kayser Onsgaard

Indefra og ud

Listelofter ses oftest indenfor, men her i huset tegnet af arkitekt Niels Christoffersen fortsætter det som en fin detalje ud under tagudhænget.

Fortsættelsen af materialer binder inde og ude sammen, og det lange kig, der bliver understreget af listernes lige baner, giver en lethed og transparens mod det brutale betonfundament.

Se mere fra huset hos Danske BoligArkitekter her.

© Andreas Mikkel Hansen og Christina Kayser Onsgaard

Kontrastfulde konstruktioner

De mørkbejdsede originale bjælker i huset her giver en grafisk og dekorativ kontrast til det ellers hvide loft og vægge. Loftet er på den måde en vigtig karaktergiver til hjemmet og bidrager med både hygge og mere spændende arkitektur.

Se mere fra huset hos Danske BoligArkitekter her.

© Andreas Mikkel Hansen og Christina Kayser Onsgaard

Kærlighed til træ

Arkitekt Pernille Arends har en kæmpe kærlighed til træ. Der var derfor ingen tvivl om, at 50’er-husets originale lofter i pitchpine skulle bevares og ikke males hvide, som hendes venner og familie ellers synes.

Ligesom alt andet i huset istandsatte hun derfor loftet - og med et fantastisk resultat! De fremtrædende årringe i træet og dets høje kvalitet løfter nemlig hele huset og er et smuk syn for alle træ-fans.

Se mere fra huset hos Danske BoligArkitekter her.

© Andreas Mikkel Hansen og Christina Kayser Onsgaard

Højt men hyggeligt

Mange meter til loftet er smukt, men ikke altid hyggeskabende. Med et smukt listeloft i egetræ som her i huset tegnet af Jesper Korf og Lars Bo Poulsen fra N+P Arkitektur kommer loftet visuelt tættere på, ligesom træet giver loftet opmærksomhed og bidrager med varme og stoflighed til rummet.

Desuden følger der en fantastisk akustik med et listeloft, hvilket er vigtigt at tænke over i et stort og åbent rum med stor glaspartier og hårde materialer som her i huset.

Se mere fra huset hos Danske BoligArkitekter her.

Danske Boligarkitekter

© Danske Boligarkitekter

Fakta om Danske BoligArkitekter

En arkitekt kan se muligheder i dit hus, du måske ikke selv ser. Danske BoligArkitekter er en sammenslutning af arkitekter, der har særlig erfaring med byggeprojekter for private boligejere. Find inspiration blandt hundredvis af om-, tilbygninger og nybyggerier, og find netop den arkitekt, der passer til dit byggeprojekt.
Se mere hos Danske BoligArkitekter.dk.

Relaterede Artikler