
Broderierne vinder frem - og de er (igen) et tegn på overskud
I takt med vores øgede behov for hyggelige omgivelser, og at håndarbejde i det hele taget har fået en opblomstring, har en ældgamle håndværksteknik fået en renæssance.
AfSammentrækssyning, sortsyning og hulsøm.
Lyder det lidt sort? Det er såmænd bare et udpluk af de mange variationer, der er af broderi.
Oprindeligt tilhørte håndværket dem, der havde overskud og ressourcer, fordi broderi blot var en dekorativ tilføjelse til tekstilet, mere end det var en nødvendighed – og broderiet var derfor et statussymbol.
Men i 1960'erne og 1970'erne begyndte broderi at blive opfattet som småborgerligt og undertrykkende, fordi det primært var kvindernes opgave, og det gik derfor i glemslen. For en periode.
Nu har broderiet for alvor fået en renæssance i de danske hjem – både i indretningen og i klædeskabet.
Stadig et håndværk med prestige
Broderiets comeback har været undervejs de seneste år og er sket i forbindelse med, at vi har fået et større behov for hyggelige, taktile og organiske omgivelser, som en kontrast til de fortravlede, digitale liv, mange lever.
Samtidig oplever interessen for håndarbejde en opblomstring, fordi vi i dag i højere grad værdsætter ting, der er kredset om og blevet brugt tid på. Broderiet er derfor igen blevet et tegn på overskud og prestige.
Af samme årsag har vi også de seneste år kunne se, hvordan alle aldre har taget andre håndarbejdsteknikker, som fx patchwork og hækling, til sig og gerne bruger timevis på at lære dem.
Flere brands har også dyrket broderiet i prestigeprojekter. Fx lavede Hay i 2022 et samarbejde med kunstneren Loji Höskuldsson i forbindelse med kunstmessen 'Chart', der resulterede i en meget omtalt sofa dekoreret med forskellige broderede motiver af overraskende karakter.
Der er ingen tvivl: broderi er hot!