Kære Mads og Julia,
Tusind tak for roser. Jeg er bare glad for at kunne komme med brugbare løsninger. Jeg vil starte med at slå et slag for at bevare væggen imellem trapperum og stue. Dels for at bevare en god møbleringsmulighed i stuen og god anvendelse af rummene, og dels for at undgå at støj fra både voksne og børn kan vandre helt uhæmmet på tværs af etagerne.
Jeg synes, at trappen ser meget interimistisk og ikke så forfærdelig klædelig ud, og derfor kunne I med fordel lukke den mere af ved at udnytte pladsen under den til nye skabe til legetøj, tøj og sko. Det rødlige træ passer ikke til det hvide træværk på husets døre og vinduer, så en gang hvid maling vil gøre underværker. Og meget gerne et gelænder.
Den mindre entré overfor, som I fortsat vil bruge som jeres hovedindgang, er domineret af en stor radiator, som umuliggør udnyttelse af pladsen. Den væg kunne med et nyt gulv med gulvvarme møbleres med 35-40 cm dybe garderobeskabe, hvor I virkelig kunne komme af med alt jeres grej, cykelhjelme, lygter, vanter, trøjer og sko. (Med et uvirksomt bryggers og to børn har man bunker af ting!)
Med hensyn til en ny køkkenindretning, så synes jeg, at I stort set har løsningen selv med en udvidelse ud i gangen, så en ny væg flugter med entreens anden side, men også med væggen imellem køkken og stue. Her skal I således kun vælte den yderste del, så der er væg bagved det inderste højskab. Det giver plads til tre højskabe og gør, at kogetoppen kan blive op imod væggen, hvor den er i dag og ikke i den nye kogeø, hvor I så får en ubrudt bordplade med masser af plads til madlavning og hygge med dem, der måtte sætte sig på den anden side. Alternativet er selvfølgelig, at man ikke skal rundt om øen for at komme i køkkenet, men går direkte fra entreen, og her bliver køkkenet så to parallelle sider netop med kogetoppen i øen.
Bedste hilsener Lone