Kære Mette og Christoffer,
Jeg kan godt se, hvor dejligt og hensigtsmæssigt det vil være med et ekstra bad til jer fire. Jeg ville nok vælge at indrette badeværelse i hjørnet imellem entré og køkken i stedet for.
Dels fordi der ser ud til at være mere plads og dels fordi, det bliver nemmere for jer med hensyn til vand og afløb at placere de nye installationer i forlængelse af den allerede eksisterende vandinstallation i bryggerset.
Med de to meters længde der går til badeværelset, skulle der stadig være plads tilbage til et hjørneskab, jeres vaskeskab på 80 cm samt en vaskesøjle, hvor vaskemaskine og tumbler står ovenpå hinanden. Jeg ville nok flytte højskabet over på modsatte væg for at få mere bordplads ved siden af vasken, men jeg kender ikke jeres behov, så det vurderer I bedst.
Endelig er der jo også mulighed for at udvide ud i entreen i det lille garderobehjørne, hvis I skønner at bryggerset bliver for amputeret og badeværelset for klemt.
Min tegning er med forbehold, fordi der mangler flere relevante mål på jeres plantegning. Jeg kan for eksempel ikke se, hvor dørene præcist sidder, m.m., så I må i gang med at måle efter for at se om det kan lade sig gøre.
Bedste hilsener Lone