Vi har købt en gammel murermestervilla fra 1928, hvor vi vil lave en udvidelse af førstesalen, og i den forbindelse renovere og udvide det eksisterende badeværelse.
Det eksisterende badeværelse er ca. 3,5 m2 og udvides til ca.13 m2.
Badeværelset er et centralt rum for os, hvor vi elsker at bruge tid, og derfor ville vi gerne have plads til både badekar, stort brus samt opbevaring. I forhold til et stort brus er vi dog udfordret af, at der er skråvægge i begge sider af det fremtidige rum, dvs. der hvor toilettet samt det lille vindue er markeret. Der er således kun fuld ståhøjde udfor det store vindue i gavlen.
Så hvordan indretter vi bedst badeværelset, hvor der skal tages hensyn til skråvægge?
Og hvordan bevarer vi bedst husets stil anno 1928, men samtidig får et moderne og lækkert badeværelse med spafølelse?
Bedste hilsner Anna
Kære Anna,
For at udnytte pladsen så optimalt som muligt, skal badekar og toilet placeres så tæt på de lave skunkvægge som muligt, hvor der ikke kræves fuld ståhøjde, når man først har lagt / sat sig. Da vi er på første sal med en gennemgående faldstamme, bliver toilettet hvor det er, men selvfølgelig i en ny væghængt model med en indbygget cisterne bagved, der afsluttes med en (aftagelig) hylde og eventuelt en hylde med indbygget lys ovenover til håndklæder og toiletsager.
Umiddelbart ville jeg beholde brusenichen i eksisterende hjørne, men udforme den lidt mere lækkert og med bedre plads end i dag. Der er fin plads til for eksempel at mure en lav bænk i bunden, så man kan sætte sig og ordne fødder eller tørre et barn.
Det giver ikke rigtig mening at flytte brusenichen, da eneste andet sted den kan være, er på modsatte side af vinduet, og her vil jeg meget hellere placere jeres nye vaskeplads med to vaske og masser af god skuffeplads. Det lange bord skal gå forbi vinduet så der er væg med spejl bag den ene vask.
Under den anden tagflade placerer I så det nye badekar, der afsluttes med et fliserepos i hjørnet ved vaskebordet, hvor I kan montere spots i skråloftet og stille en stor plante for at få fornemmelsen af spa og lækkerhed frem i indretningen. Hvis I kan isætte to ovenlys over karret, vil det selvfølgelig være rigtig smukt at ligge der og kikke himmel og stjerner. Jeg vil foreslå at I flytter døren så tæt hen imod det nye værelse som muligt, for det giver jer plads til at placere et godt højskab bag døren.
Og en stil fra 1928? Det kan være en praktisk murermesterindretning eller en tidlig funkis, med fliser på 15x15 eller 12x12 cm i hvid, sart turkis eller lyseblå med terrazzogulv og hvid sanitet. Jeg synes I skal vælge efter jeres lyst og smag, da jeres murmestervilla er så tilpas tidløs at den kan bære det meste. Terrazzogulv (eller terrazzofliser) i beige, grå og sort med hvid sanitet, hvide fliser omkring kar og i brus og noget varmt og sanseligt træ på skabe og skuffer kunne være et bud.