Vi er så heldige at have fået altan, - men den er blevet sat op i vores soveværelse!
Vi vil derfor høre om du på nogen måde kan trylle med værelserne så vi får et fællesrum hvor altanen kan blive til glæde for os alle sammen. Vi er med på at skulle flytte rundt på funktionerne. Alle gulve er samtidig så slidte at der skal nyt gulv, så flytning af vægge gør ikke så meget i den forbindelse.
Der skal være plads til soveværelse til os og et godt rum til vores tvillinger, der sagtens kan dele værelse, da de kun er tre og alligevel er sammen hele tiden. Mere skabsplads ville også være skønt.
Venligst Sara og Kim.
Kære Sara og Kim,
Hvis I to voksne kan klare jer med ret begrænset plads, så vil jeg foreslå at I flytter ind i det eksisterende køkkenrum og slår kammer og soveværelse sammen og indretter et dejligt, lyst og rummeligt køkken-alrum der, med altan til fælles fornøjelse for alle i familien. Det nye køkken kobles på badeværelsets vand og afløb, mens de eksisterende installationer i det nuværende køkken nedlægges. I skal sende ansøgning og beskrivelse afsted til kommunen.
I stedet for de små skabe i entré og mellemgang, kan I som vist indrette jer med god skabsplads i hhv. entré og jeres soveværelse, ligesom der også kan blive plads til et linned- eller kosteskab ude foran badeværelset. Den bagerste stue indrettes til tvillingerne med en fredelig afdeling med køjesenge, der kan afskærmes fra resten af værelset med klædeskabe, mens den øvrige plads indrettes med god gulvplads og reoler til legesagerne.
Jeres opholdsstue kan møbleres med en stor sofa, nu hvor der ikke er gennemgang til det bagerste rum, og der er stadig god plads til reoler og TV.