Soho House er åbnet i København - få et sjældent kig ind i en ellers lukket klub

Soho House imponerer på mange måder, og i mange lande. Nu er der åbnet en i København! Vi har taget en snak med designchefen, Severine Lammoglia.

Klubben der hylder genbrug og fortidens sublime design

Soho House er en eksklusiv medlemsklub, der breder sig med lynets hast over hele verden – for nylig åbnede den første klub i København, og selvom stedet kun er for de få og indviede, er selve indretningen inspirerende for alle. Vi har talt med Severine Lammoglia, der med stilsikker hånd mikser design fra mange årtier for at skabe en hjemlig følelse.

© Foto: Soho House & Erik Rimmer
© Foto: Soho House & Erik Rimmer

København er blevet en Soho House rigere

Soho House er åbnet i København, og her kunne vi sådan set godt slutte den historie. For man skal være medlem for at få mulighed for at opleve stedets restauranter og barer, og således er det kun for de få. Mit eget kendskab til Soho House var den oprindelige i Soho-bydelen i London, hvor medlemmerne havde en nøgle til klubben, der åbnede i 1995. Sådan en havde min veninde, og med den kunne vi låse os ind til den private klub, hvor vi spiste middag og drak drinks. Siden har jeg boet og spist i husene i Berlin, Amsterdam og New York.

Det at være medlem af en klub er ærkeengelsk, og vi kender det som et fænomen, der opstod i overklassen i 1800-tallet. Tænk blot på Jules Vernes Jorden rundt på 80 dage, hvor Phileas Fogg vædder med medlemmer af The Reform Club i London. Eller den vidunderlige Gensyn med Brideshead, hvor Charles Ryder får gode råd af sin fætter om, hvilke klubber han skal søge medlemskab af, da han skal til at studere på Oxford University.

“Søg om medlemskab i Carlton nu og The Grid i dit andet år. Hvis du vil søge ind i The Oxford Union, og det er ikke en tosset idé, så skal du først skabe dig et renommé udenfor i Canning eller Chatham – og hold dig fra Boars Hill.”

© Foto: Soho House & Erik Rimmer

Designchef Severine Lammoglia.

© Foto: Soho House & Erik Rimmer

Hjemlige vintagemøbler som fungerer om dagen og om aftenen

Soho House bredte sig i det nye årtusind til først New York og Berlin og siden Amsterdam. I tv-serien Sex and the City har de fire veninder sneget sig ind og placeret sig omkring poolen på toppen af Soho House, og selvfølgelig bliver de opdaget og smidt ud, for man skal opføre sig ordentligt.

Jeg har mere end en gang fået en reprimande af en tjener, fordi jeg er kommet til at tage et billede. Fotografering er forbudt i restauranter og barer for at beskytte berømte medlemmer, som skal have lov til at have det godt uden at blive foreviget. Soho House har optagelseskrav; fx er det lettere at blive optaget, hvis man arbejder i den kreative branche. Man skal kende mindst to medlemmer, der siger god for én, for overhovedet at kunne ansøge om medlemskab.

Som kæden af klubber breder sig over hele verden, er der dog tegn på, at man løsner lidt op. Måske også fordi man er gået på børsen. Severine Lammoglia har titel af ledende designer for Soho House, og hun har arbejdet med indretning i fire år for den verdens-omspændende kæde af klubber.

– Soho House skal være dit hjem uden for dit eget hjem, og det er det, vi helt overordnet tænker, når vi indretter et nyt hus. Nogle af de vintagemøbler, vi finder, er for hårde i polstret, og det går ikke. Så vi bruger tid på at gøre dem blødere, så de bliver mere hjemlige, ligesom vi vælger lamper, der både kan fungere om dagen og udstråle varme toner om aftenen, fortæller Severine Lammoglia, som under coronatiden blev udfordret ved etableringen af to nye huse i Paris og Rom.

Soho House åbnede for nylig i København i Gammelholm Toldkammers funktionalistiske bygning fra 1937 – og som senere blev omdøbt til Custom House. Kun medlemmer af Soho House kan få adgang til husets faciliteter, som biblioteket på 1. sal og restaurant og barer i stueetagen. Designchef Severine Lammoglia har med sit team fundet møbler, lamper og objekter, som både udfordrer hinanden og går hånd i hånd. Flere steder bruges grandiose lamper som effektfulde showstoppere i indretningen, hvor farver på møbler og puder henter inspiration fra facaderne i Nyhavn og i Arne Jacobsens univers. En del af møblerne er vintage, og de beviser, at med det rigtige tekstil og den rigtige farve kan en ellers overset stol pludselig se helt fantastisk ud.

© Foto: Soho House & Erik Rimmer
© Foto: Soho House & Erik Rimmer

Soho Farmhouse ligger billedskønt uden for Oxford og er et vellykket forsøg på at skabe en afslappet luksusklub med pittoreske huse spredt rundt i landskabet – prins William og hertuginde Catherine boede i nr. 9 under deres hvedebrødsdage. Til stedets faciliteter hører en naturlig pool, muligheder for ridning og tennis og en Cowshed-spa på højt niveau.

© Foto: Soho House & Erik Rimmer

Referencer til den danske designverden

– Vi elsker at gå i vintagebutikker over hele verden, og undervejs lykkedes det også at flyve ind til Rom og finde nogle objekter, men online-vintagebutikker blev vores hovedredskab til at finde ting og møbler. Det lykkedes, men det holdt hårdt, siger Severine Lammoglia.

– Vores stil er eklektisk, hvor vi forsøger at forene ting fra flere årtier blandet med helt nye. Vi lægger os midt mellem minimalisme og maksimalisme, gerne med et hovedobjekt, som er med til at sætte rummet i relief. I Rom fik vi fx kontakt til nogle glasproducenter på Murano, som hjalp os med at skabe nogle særlige lamper. Og så bygger vi op derefter. Farverne skal ikke nødvendigvis matche, men vi bruger rigtig meget tid på at lave farveprøver og mikse på kryds og tværs. I København havde vi bygningens grønne farve og husene i Nyhavn som inspirationsidé sammen med kunstneren Lili Elbes farver. Plus Arne Jacobsens grønne farver. Vi har arbejdet sammen med Kvadrat og Kjellerup Væveri om tekstilerne, så stedet har referencer til den danske designverden. Lampeskærme og puder kan gøre en enorm forskel på hele udtrykket, og derfor skal man eksperimentere. Det gør vi ved at kombinere mønstre, farver og forskellige tekstiler. Idéen om at bruge vintagemøbler er jo bæredygtig. Når vi laver nyt design, forsøger vi også at bruge materialer, som er bæredygtige. Så tingene kan holde i mange år, selvom vores medlemmer har det med indimellem at danse på bordene, ler Severine Lammoglia.

© Foto: Soho House & Erik Rimmer
© Foto: Soho House & Erik Rimmer

"Hvad er et hjem egentlig?"

Nye huse er åbnet i Austin, Tel Aviv, Paris, West Hollywood, Nashville og Brighton, og efter København kommer Stockholm i løbet af vinteren. Inden jeg interviewer Severine Lammoglia, besøger jeg Soho Farmhouse uden for Oxford. Jeg bor i et af husene med køkken i råt træ, kæmpe soveværelse med vifte i loftet og badekar på terrassen med udsigt til et lille vandfald og en å. Så man kan lege Det lille hus på prærien på den virkelig luksuriøse måde. Man cykler mellem husene og oplever geder og får og bistader midt i en blomstrende eng op til hestestaldene. Områdets tre-fire restauranter, lerdueskydning, spa og et fitnesscenter med naturlig pool udenfor giver masser af muligheder. Kontrasten til metropolernes huse med høj musik, vibrerende restauranter og livskraft er enorm. Så hvad er et hjem egentlig? Et liv på landet eller en dans på bordet? Mon ikke svaret er begge dele.

Rom fik for nylig sit eget Soho House med 49 soveværelser. Placeret overraskende nok i San Lorenzo-kvarteret, som ikke er Roms mest kendte, men nu har fået et løft.

© Foto: Soho House & Erik Rimmer
© Foto: Soho House & Erik Rimmer