Y-stol 2023 version © Carl Hansen & Søn

Snart kan du få Y-stolen med flet i et helt nyt mønster

Det nye fletmønster tager de garvede flettere dobbelt så lang tid at nå i mål med. Til gengæld tilfører det et helt nyt udtryk.

Hvert år i forbindelse med Hans J. Wegners fødselsdag lancerer Carl Hansen & Søn en særudgave af Y-stolen, som kun sælges på dagen – eller én dag op til.

Traditionen tro sker det også i år, men i modsætning til mange tidligere fødselsdagsversioner er der ikke tale om stel i ny farve eller materiale.

Denne gang er der blevet stillet skarpt på fletsædet. Og det sker ikke så ofte. Sidste år blev stolen lanceret med lædersæde, men i år er der tale om et sæde i papirgarn, som flettes på en – for Y-stolen – helt ny måde.

Metoden kaldes dobbeltflet, og hvis du synes, den ikke ser helt fremmed ud, skyldes det nok, at flere danske designklassikere er afsluttet med netop den type flet.

Det gælder fx Wegners CH23-spisebordsstol, CH25-lænestolen samt Børge Mogensens ikoniske sofabord/bænk BM0488.

Y-stol 2023 version
© Carl Hansen & Søn
Y-stol med dobbeltflet sæde 2023
© Carl Hansen & Søn

Dengang Y-stolen så dagens lys i 1949 var det med kuvertflettet sæde og idéen til den alternative fletmetode på den klassiske stol kommer er udspringet ved ungdommens kilde: nemlig Carl Hansen & Søns fynske lærlingeværksted, THE LAB, hvor der løbende uddannes nye snedkere fra.

Lærlingene fik til opgave at byde ind med idéer til, hvordan årets fødselar-stol kunne få et tweak.

De bedste forslag blev testet, godkendt af Wegners tegnestue og videreudviklet af de erfarne flettere indtil valget endelig faldt på den dobbeltflettede version, der kan købes 30. marts 2023, som den eneste dag.

Knud Erik Hansen, CEO og tredjegenerationsejer af Carl Hansen & Søn, udtaler i en pressemeddelelse, hvad missionen med den årlige særudgave er:

"Hvert år sigter vi efter at skabe en version, der tilføjer noget nyt til Y-stolens udtryk, uden at gå på kompromis med Wegners oprindelige design. Disse krav synes vi, det dobbeltflettede sæde opfylder, og vi er glade for at kunne tilbyde designentusiaster verden over denne eksklusive udgave af Y-stolen," lyder det.

Prisen for den alternative Y-stol er 6.995 kr og den kan købes her d. 30. marts 2023 – eller forudbestilles allerede nu.