Midt i skovens dybe stille ro står en kæmpe megafon

Tre enorme megafoner dukker pludselig op midt inde i skoven. Folk klatrer på dem og holder skovtur inde i dem. Men hvorfor er det egentlig, at de ligger der?

De ligger skjult inde bag træer og buske, men dukker op i en åbning; Store og majestætiske. Hvad er det? Bænke som vi kan sidde inde i? Kunstfigurer? En dekonstrueret legeplads?

Nej, de er faktisk lydinstallationer. De tre store træfigurer er megafoner skabt af en ung studerende fra Estland, og er designet til at skulle fremhæve skovens fuglesang og naturlyde. Birgit Õigus, som er den designstuderende hjerne bag projektet, læser på the Estonian Academy of Arts og har fået sin kreation udstillet i Estlands Pähni Naturcenter, hvor besøgende naturelskere kan opleve de store megafoner.

Hannes Praks, leder for arkitekturinstituttet på EAA, fortæller: "De tre meter store megafoner skal fungere som en musikpavillon for den omkringliggende natur og forstærke naturens lyde."

Man kan altså opleve en utrolig forstærkelse af alt lige fra regnvand, tordenvejr og vind i buskene til små fodtrin og blid fuglesang, og man er mere end velkommen til at sætte sig ind i dem med vennerne, en bog eller blot sine tanker for at nyde lydene fra moder natur.

Det er stadigvæk muligt for naturparkens besøgende at opleve megafonerne og nyde lyden af den surrealistiske akustik. Selvom mange har bestilt flybilletter for at komme ned og se og høre naturens musikalitet, så skal man skynde sig. Naturparken forventer nemlig ikke, at megafonerne vil ligge der for evigt, da de er lavet af nedbrydeligt træ, som med tiden vil blive ét med naturen igen.