Forsker: Sådan vil krisen ændre vores forbrug
Det bliver nogle andre ting, vi bruger vores penge på, efter coronakrisen har bidt sig fast.
AfDe nye forbrugsmønstre
Hvordan kommer danskernes forbrug til at se ud, nu hvor vi pludselig står midt i en økonomisk krise?
Det spørgsmål har forfatter og fremtidsforsker ved Fremforsk - Center for fremtidsforskning Jesper Bo Jensen nogle kvalificerede bud på.
For at forstå fremtiden, må vi ofte starte med at kigge på fortiden. Der er mange paralleller at drage til tidligere tiders kriser, senest finanskrisen.
– Det vi kan se er, at hver gang vi har en krise, der er dyb nok, ændrer vi måden, vi forbruger på.
Finanskrisen ændrede vores forbrug. Kriser ændrer grundlæggende ved de ting, vi foretrækker, de ting vi holder af at købe, forklarer Jesper Bo Jensen.
– Vi går fra den store luksus til den lille luksus. Fra at købe meget store og meget dyre varer, til at købe små ting. Hvor vi før ville investere i et nyt køkken, køber vi i stedet en ny dims til køkkenet for at opgradere.
Sådan er det hver gang, vi har en alvorlig krise, forklarer han. Men der er også noget, der bliver særligt for lige præcis denne krise.