Design Awards 2022: Årets Designer

Prisen går til en designer, der har sat et tydeligt aftryk på designscenen med karakteristisk, originalt og holdbart design. Se de nominerede her.

Årets Designer 2022

BO BEDRE hylder i samarbejde med Bolig Magasinet og Scandinavian Living det bedste design og de bedste designere i årets løb. I den forbindelse kåres Årets Designer. Se de nominerede her.

Norm Architects

Norm Architects
Det endelige bevis for Norm Architects sublime arbejde gennem mange år kom fornylig med bogen Soft Minimal udgivet af det prestigefyldte forlag Gestalten. Det sker kun for de få. Den bløde minimalisme kendetegner arkitekternes arbejde, hvad enten det er private hjem, der bliver gennemrenoveret eller en hudklinik i Antwerpen. Norm Architects stil er nemlig for længst blevet internationalt eftertragtet. Restaurant Äng i Sverige er breathtaking gennemdesignet af Norm Architects. Vi nævner også Lattice Bench for Ariake og Cask-serien for Expormim – og design af sneakers … Blød minimalisme overalt.

GamFratesi

GamFratesi
De er efterhånden altid på listen over årets vigtigste designere – og i år er ingen undtagelse. GamFratesi hører til verdenseliten af designere. I år beviser de deres eminente formsprog i stolen Edaha Chair og Miau Armchair for japanske Koyori, som imponerede på Triennale-udstillingen i Milano, samt Kido Chair for Minotti. Nævnes skal også bordet Doric table for Gubi og lampen Repose for Lyfa. Alle sublime design.

Lise Vester

Lise Vester
© Lise Vester

Lise Vester
Hun er ung, men når man ser på hendes værker, tror man, at hun har været igang i mange år. Lise Vester laver design, som drager vores bevidsthed, og som helt essentielt er meningsfuldt. Hendes kollektion Dream View opfordrer os til at stoppe op, holde en pause og kigge ud på verden. Stolene Pacem og Munin er med til at forbedre tilværelsen for ældre og demente, mens tæppet Pallium er tænkt til at give omsorg. Noget vi alle har brug for – hendes bidrag til årets SE-udstilling var en showstopper. En lampe, som beviser, at neonlys faktisk kan være smukt.

Boris Berlin

Boris Berlin
Han tænker altid nyt – nogle gange med finurlige kommentarer til tilværelsen, nogle gange med gennemførte møbler, der i sit formsprog holder i lang tid. Boris Berlin udfordrer vores forestillinger om, hvad et møbel egentlig er for en størrelse – det sker i reglen altid på Snedkernes Efterårsudstillinger, hvor hans værker altid hører til Top 5 blandt udstillingens objekter. Fx Curio i 2020, Stol-N i 2021 og dette års Oblique shelving. Fremhæves skal hans arbejde for Muuto, hvor den nye Fiber Conference Armchair er bæredygtig og samtidig komfortabel – og også den grandiose montre på Designmuseum Danmark, som nu rummer museets borddækninger gennem århundreder.

Mentze/Ottenstein

Mentze/Ottenstein
Enhver, der har besøgt kunstudstillingen om Ejnar Nielsen på Den Hirschsprungske Samling, bliver slået af dens skønhed og fabelagtige iscenesættelse. Mathias Mentze og Alexander Ottenstein kan være stolte af både den og udstillingen Landskaber på Brandts. De henter tydelig inspiration i historien, men formår at designe objekter, som har deres eget tidssvarende formsprog. Strandgade-kollektionen for Menu Space – glas og vase – beviser, at de også kan forme objekter til de mange. Nævnes skal også indretningen af restauranten Dashi og dele af Designmuseum Danmark.