Design Awards 2019: Årets Designer
Prisen går til en designer, der har sat et tydeligt aftryk på designscenen med karakteristisk, originalt og holdbart design. Se de nominerede her.
Design Awards 2019: Årets Designer
BO BEDRE hylder i samarbejde med Bolig Magasinet, Nordic Living og Costume Living det bedste design og de bedste designere i årets løb. I den forbindelse kåres “Årets Designer”. Se de nominerede her.
Norm Architects
Kun få af verdens designere og arkitekter får lov til at indrette en yacht – og det siger noget om Norm Architects position, at det har firmaet netop gjort på Yachtbaus model Y7. Det har været et frugtbart år for Norm Architects, som ekvilibristisk jongelerer mellem udvikling af nye malingstyper til grandiose indretninger af hotel og private huse. En af 3 Days of Designs smukkeste udstillinger blev Karimoku Case Study, hvor samarbejdet med japanske Karimoku nåede nye højder.
Margrethe Odgaard
Er det for meget at kalde hende Danmarks farvedronning? Hun aspirerer i al fald til titlen med to gennemførte tekstilkollektioner for Kvadrat – Re-Wool og Atlas –samt alle de nye farver for Montana. Margrethe Odgaard er også en sjælden dygtig kommunikator – også omkring noget så diffust som farver og fx bruge sin egen hjernerystelse som baggrund for at male sit eget hjem i varme farver. For de giver ro og omfavner sjælen. På den måde inspirerer hun os alle til at tænke over, hvad vi omgiver os med.
Rikke Frost
Den aarhusianske designer fik i år sit folkelige gennembrud, da hun vandt tv-programmet Danmarks næste klassiker med et børnemøbel. Vi vil dog fremhæve to objekter fra konkurrencen, som viser designerens spændvidde. Sofaen Chat, som bevæger sig i krydsfeltet mellem chaiselong og sofa, og som også er meget flot bagfra, og endelig den fantasifulde lampe Caleo, som heldigvis er sat produktion. Overraskende og fabulerende – præcis som denne nominerede til Årets Designer.