Tak for jeres altid gode idéer som jeg læser flittigt i bladet hver måned.
Jeg har netop købt et bette sommerhus ved Gniben ved Sjællands Odde på 18 m² men nu mangler jeg nogle professionelle øjne til at gøre det hyggeligt og praktisk.
Da pladsen er lille og rummet ( 3,76 x 3,76 m) skal bruges både som køkken, opholdsrum og soveværelse kræver det ny tænkning gerne a la simple living og ikke for meget nips for det er ikke rigtig mig.
Jeg vil meget gerne beholde bambussofaen og stolen hvis I kan få plads til dem. Men ellers er jeg meget åben overfor nye og billige løsninger meget gerne med genbrugsting og gerne med en god soveplads. Vinduerne skal skiftes,- skal de være i den blålig farve eller skal de være hvide og der skal vel også nye vindueskarme da de ikke er meget værd? Og skal væggene males eller er de gode nok som de er?
Har I også et forslag til en ny farve udvendigt for det trænger til en kærlig hånd eller er det ok med det rød/hvide.
På forhånd tak, og med venlig hilsen Trine S.
Kære Trine,
Det er synd at læserne ikke kan se fotos af dit hyggelige sommerparadis, for der er rigtig dejligt, - og rigtig småt også,- smiley.
Jeg tænker at grunden er ryddet med salg for øje, for der er fuldstændigt bart rundt om huset og kun kantbeplantning tilbage. En ny haveplan skal du egentlig planlægge nu, da det vil gøre rigtig meget for dit velbefindende når du er der, at du kan være i fred, i ”gryder” udvalgte steder på grunden. Det vil også klæde det lille hus rigtig meget med beplantning tættere på, så hus og natur får bedre kontakt. Hvis du vil, kan jeg komme med forslag til haveplanen, men så skal jeg have en ny tegning fra dig, hvor huset er på grunden.
Det rød- hvide eksteriør er ganske fint,- vi er så vant til at male alting sort uden at reflektere nærmere over det, fordi det er oppe i tiden, så vær du lidt original og hold fast ved dit svensk-røde hus med hvide vinduer og døre.
Nu til indretningen.
Billederne viser tydeligt at væggene har været fugtige med striber fra vinduerne, og måske fra loftet, der står lysnet men ikke malet. Jeg vil foreslå at du maler væggene og vinduerne hvide og giver loftet en smuk, klassisk lys grå, så du får gjort rummet større og roligere med fine nye overflader. Gulvets planker er fine, - der kan du lægge løse tæpper. Det, der vælter rummet helt i den nuværende møblering, er den store, tunge sovesofa.
Jeg synes at du skal finde en mindre sovesofa / divan, ( 80/160 x 200) så du bedre kan komme omkring spisebord, sofa og lænestol. Den står faktisk bedst, hvor den er placeret nu, da den jo fylder noget mere i udslået stand.
Hvis du bytter om på spiseplads og den lille bambussofa, så får du samlet de bløde siddepladser og får spisebordet tættere på køkkenet. I så lille et rum er det godt at undgå skarpe hjørner, så find et rundt spisebord i stedet ( ø 90 cm) og placer stolene som vist, så de ikke stikker ud i ganglinjen fra døren. De to ekst. væglamper sidder okay i forhold til sofaerne, men du skal have dig en pendel over spisebordet. I stedet for det store sofabord, så indret i stedet med to mindre, også runde. Det giver meget bedre plads.