Original, æstetisk, funktionel, moderne

I Aarhus ligger en smuk, nyrenoveret 1930’er-villa, hvor den originale funkisstil er bevaret. Familien med fire børn har med sikker hånd indrettet sig både moderne og klassisk.

© Tia Borgsmidt

Man skal lede længe efter et hus, hvor både funktionalitet, originalitet og æstetik harmonerer ned til den mindste detalje. 30’er-villaen med udpræget funkis-stil i Aarhus har efter en omfattende renovering fra kælder til kvist fået nyt udseende, som passer til husets tid og ånd, og som er skræddersyet til husets beboere og deres fire børn.

  • Den smukke udsigt over Aarhusbugten var grunden til, at vi faldt for dette hus. Desuden bød huset på mange muligheder, hvor der ville være plads til alle vores børn, og hvor vi kunne udleve mange af vores drømme om et funktionelt og moderne hus, fortæller indehaverne.

En arkitekt blev hyret, og den første etape af renoveringen tog fart. Planen var at starte i det små med at udskifte badeværelset på første sal, samt lægge nyt tag på huset. Men forskellige problemer opstod undervejs, og nye idéer kom til, og pludselig stod hele første sal uden gulve og vægge. Parret fik i stedet bygget en mere hensigtsmæssig etage, hvor alle fire børn kunne få hver deres værelse, inklusiv et fælles tv- og spillerum.

© Tia Borgsmidt

I Aarhus ligger en smuk, nyrenoveret 1930’er-villa.

© Tia Borgsmidt

Et vue gennem bøgehækken hvor en stor og enkel støbejernslåge åbner sig til husets hovedindgang med den oprindelige mahogni-dør. Pladsen uden for huset er belagt med betonfliser, da de passer godt til husets funkis-stil.

© Tia Borgsmidt

I spisestuen har parret fået deres snedker til at bygge en reol, der fylder hele den ene væg. Spisebordet består af et stel designet af Ronan & Erwan Bouroullec med Dinesen-gulvplanker som bordplade. Stolene, der er designet af Jorge Pensi. Lampen HOPE er designet af Paolo Rizzatto og Francisco Gomez Paz for Luceplan.

© Tia Borgsmidt

Modsat væggen med den snedkerbyggede reol, har parret sat to daybeds i forlængelse af hinanden. De er designet af Emaf Progetti for Zanotta. Idéen er, at husets børn kan hygge sig og være tæt på familien, når der laves mad. Samtidig skaber de minimalistiske sofaer en god kontrast til den tætte reol på modsatte væg. Maleriet er af den 85-årige cubanske maler Gina Pillon.

© Tia Borgsmidt

Badeværelset er bygget af ”husets snedker”. Det er i sortlakeret træ, med fiberbetonbordplade og armatur fra Vola.

© Tia Borgsmidt

I det ene hjørne af stuen hersker en Eames Chair i palisander. Den lille taburet er også designet af Eames, og udført i valnød. Parret kan godt lide, at der er forskellige træsorter i hjemmet.

© Tia Borgsmidt

En stor Hästens-seng dominerer i det hyggelige soveværelse under skråvæggene.

© Tia Borgsmidt

Et kig ind i den smukke vinterhave, der er indrettet et lille arbejdshjørne i vinterhaven, med stol og skrivebord. Stolen er en Pretzel Chair designet af George Nelson for Vitra. Skrivebordet er et gammelt loppefund, som snedkeren har fornyet med en ny bordplade.

© Tia Borgsmidt

Sofaen i vinterhaven er fra Swedese og giver mulighed for, at man kan trække sig tilbage og sidde i fred og ro. Det smukke gulv er fra Zementmosaikplatten.de

© Tia Borgsmidt

I en af køkkenskufferne har snedkeren lavet en indbygget brødkasse. Familien holder meget af rene flader, og at der står så lidt som muligt fremme på køkkenbordet.

© Tia Borgsmidt

Før køkkenet blev revet ned var der ikke plads til familien på to voksne og fire børn. Men efter at en lille gang blev inddraget til køkkenet, er der nu god plads. Bordet fra Aluwelle er med sine specielle mål perfekt til dimensionerne i køkkenet, og kan lige netop opfylde familiens daglige pladsbehov. Lampen over spisebordet er af Patricia Urquiola & Eliana Gerotto for Foscarini. De blå 7’er-stole af Arne Jacobsen giver et køligt farvepift til det sorte og hvide køkken. Bænken er fra Ikea og passer perfekt til bordets størrelse.

© Tia Borgsmidt

Det enkle og praktiske køkken er snedkerbygget, da ingen køkkenfirmaer kunne levere skuffer, der var dybe nok. På væggen hænger en sætterkasse fra Neon Living til små personlige ting.

© Tia Borgsmidt

Familien har malet tavlelak på noget af væggen til gøremål og sjove citater. I øverste hjørne hænger et lille billede af Hanne Astrup.

© Tia Borgsmidt

Den store terrasse er lavet i jernmahogni. En trætype parret valgte, da det er ekstrem hårdt og stort set uden vedligeholdelse.

© Tia Borgsmidt

Begge trapper fører op til den 100 m2 store altan, der snor sig næsten hele vejen rundt om huset. Under trappen til venstre er der god plads til brænde, der her kan holde sig tørt, ligesom det er en spændende kontrast til de hvide facader.

© Tia Borgsmidt

Den nye mur og terrasse uden for huset er støbt i beton og mursten. Det er opført i husets oprindelige funkis-stil, da parret havde et ønske om, at de renoverede dele skulle se oprindelige ud.

© Tia Borgsmidt

Den store garage har plads til to biler, og der er direkte indgang fra den til huset, således at man kan gå tørskoet ind og ud af bilen på en regnvejrsdag. Ovenover er der bygget en stor terrasse, der vender mod øst og syd. De store støbejernslåger åbnes automatisk med en fjernbetjening. De er lavet identiske med naboens låger for at få et stilrent og ensartet udtryk ude fra gaden.