Et liv med træ

Træd indenfor i Heidi og Thomas Dinesens hjem, hvor traditionerne lever og forgrener sig, ganske som de træer, der har udgjort fundamentet for familiens savværk i Jels gennem fire generationer.

© Andreas Mikkel Hansen

Det er 112 år siden, Hans Peter Dinesen åbnede sit savværk i Jels. Savværket ligger her stadig, og det er stadig en Dinesen, som driver det – dog nu i skikkelse af oldebarnet Thomas Dinesen. Og for nylig er hans ældste søn, Hans Peter, der bærer sin tipoldefars navn, ganske som familietraditionen foreskriver, også trådt til.

Thomas Dinesen nedstammer fra en klan af træmænd, og savværket har været et evigt nærværende element, hvor duften af træ, lyden af savklingerne og forfædrenes arbejde prægede barndommen. Træet er en livsbetingelse, en familiepassion, og Thomas Dinesen uddannede sig da også til skovfoged, hvor forståelsen for det levende materiale blev yderligere bestyrket.

© Andreas Mikkel Hansen

Det er på sin vis træets hjerte som den tyske træskærer Michael Moosmann-Pfaff har bearbejdet til dette kunstværk. Det byder husets gæster velkommen og symboliserer Dinesen-familiens kærlighed til douglasgranerne.

© Andreas Mikkel Hansen

Solbakkegaard hedder den smukke landejendom fra 1886, som familien Dinesen tilfældigt faldt over, da de var på picnic ved en nærliggende å godt 10 km fra savværket i det sydlige Jylland. Gården havde været i samme families eje lige siden sin opførsel, indtil Heidi og Thomas Dinesen overtog den for godt fem år siden og med hjælp fra restaureringsarkitekt Jørgen Overby satte den gennemgribende i stand. Solbakkegård har egen vandforsyning fra en kilde i den tilhørende private skov, som bliver opsamlet og brugt i husholdningen.

© Andreas Mikkel Hansen

Den lyse spisestue er dedikeret måltidet og samtalen med et stort spisebord skabt af brede Dinesen-planker tilsat Hans J. Wegners lette Y-stole. Det var den engelske stjernearkitekt John Pawson, der først introducerede parret for ideen med at bruge overskydende planker til at skabe enkle møbler med, da han gjorde netop dette til sit eget London-byhus, hvor Dinesen også har leveret gulvene. På træposten til højre i billedet hænger de originale 112-årige nøgler til Jels Savværk.

© Andreas Mikkel Hansen

Heidi og Thomas Dinesen mødte hinanden, da Heidi ødelagde Thomas’ baglygte i et trafikuheld i Århus midtby. De udvekslede adresser, og dét der skulle have været en forsikringsanmeldelse fra Thomas blev til et kærlighedsbrev.

© Andreas Mikkel Hansen

I køkkenet er Dinesen-plankerne også brugt til køkkenøens bordplade, der desuden har ilagt skærebræt i marmor. Køkkenelementerne er designet af restaureringsarkitekt Jørgen Overby, så de matcher den gamle landejendom.

© Andreas Mikkel Hansen

I stuen har parret indrettet sig hyggeligt omkring den åbne pejs. Tv-møblet er bygget af Dinesen-planker, og her står også en smuk træstub, som Thomas Dinesen har fundet i skoven. Sofaen er fra Erik Jørgensen, bordet fra Zanotta og sækkestolen af Birgit Østergård.

© Andreas Mikkel Hansen

Biblioteket er husets absolutte favoritrum til arbejde og fordybelse. Heidi og Thomas Dinesen når ofte aldrig videre ind i den tilstødende stue, hvor to af Børge Mogensens spanske stole har plads. I stedet arbejder og hygger de sig her blandt de mange romaner og bøger om kunst, arkitektur – og træ. Bordet er skabt af Dinesen-planker, der er lagt på sorte bukke designet af Søren Ulrik Petersen. Henover hænger Louise Campbells Collage-lamper fra Louis Poulsen.

© Andreas Mikkel Hansen

Både gulve og lofter har fået douglas-planker fra Dinesen. På gulvet strækker de lange planker sig gennem huset og flugter med de planker, der er lagt op i loftet. Træet i loftet er bejdset i samme grønne nuance som de gamle, originale loftsbjælker.

© Andreas Mikkel Hansen

Hunden Albert holder øje med nyankomne gæster i entreen. Her står også Thomas Dinesens oldefars svendestykke, en klapstol i træ, som i mange år stod i bedsteforældrenes køkken. Den skulpturelle stumtjener er fra Add Interior.

© Andreas Mikkel Hansen

Soveværelset ligger tilbagetrukket på førstesalen. Den special-byggede sengegavl og bordet af Dinesen-planker fortsætter over i et lille makeupbord foran et vægspejl.

© Andreas Mikkel Hansen

Walk-in-garderoben fører ind til soveværelset, hvor en Stingray-stol fra Fredericia Furniture står i hjørnet.