Se de vilde billeder når blomster møder Haute Couture
Blomster kan meget mere end bare pynte i din favoritvase...
© Kennet Islandis Havgaard
Blomstrende Haute Couture
Min passion for Haute Couture binderi startede for mange år siden. Jeg elsker at arbejde med det fine binderi. De bitte små detaljer, at splitte blomsterne ad og sætte dem sammen til det lækreste design som hatte, ringe, corsager, kjoler smykker, tasker, jakker. Jeg samler min inspiration op over alt på min vej.
Det kan være alt fra en pose piberensere i supermarkedet, et magasin cover, noget på Pinterest, naturens materialer eller min favorit bog, som jeg købte i Paris for over 10 år siden.
En helt vindunderlig fotobog med Haute Couture design. Jeg elsker den bog! Den er efterhånden noget slidt i hjørnerne af mange års bladren, men den svigter mig aldrig og giver altid ny inspiration til en farve, en linje, en lille detalje.
Blomster og mode
Blomsterdesign til modehusene eller modeugen er spændende arbejde. Jeg fascineres af dialogen med fashiondesigneren om at fortolke deres brand i mit blomsterarbejde. Jeg laver også mine egne shows og opgaver til magasiner og udstillinger, samt underviser i emnet.
Mine blomster vælger jeg efter opgaven. Nogle af de materialer jeg ofte arbejder med, er forskellige typer græs, der kan flettes, klipses og trådes sammen og giver fine linjer. Perler, fjer, piberenser, tråd, og sommerfugle er effektmaterialer som kan være med til at fremhæve en farve eller være prikken over i’et i designet. Nelliker og lilje fordi det er blomster, der har kronblade, som holder godt og er nemme at tage fra hinanden. Ornitogalum, fortryllende små blomster som er fine at lime og tråde op. Blomster er et organisk materiale, og også sæsonbestemt. Derimod er små sarte blomster som trænger til meget vand, som syrener, latyrus, ikke optimale at arbejde med. De falder meget hurtigt sammen, og så er mit arbejde ødelagt.
Overraskende blomsterdesigns
Jeg vælger blomster som jeg ved kan holde, og som matcher opgaven. Derefter laves et underlag (eller et stativ), hvor blomster og materialer enten limes, trådes eller væves på. Hertil anvender jeg mange forskellige teknikker.