© 3XN A/S

Royal Arena er Danmarks nye, smukke arkitektoniske diva

Inden længe åbner den nye, københavnske Royal Arena dørene for et væld af koncerter og kulturelle arrangementer, og det må siges at være et vellykket stykke arkitektur.

Københavns nye arena

I 2013 blev det første spadestik til Royal Arena taget, og om godt en måned står Københavns nye arena i Ørestad Syd endeligt færdig. Arenaen slår dørene op fredag den 3. februar, hvor metalbandet METALLICA sparker festen i gang med hele fire koncerter på én uge.

Den nye multiarena har et areal på 35.000 m2 og får en makskapacitet på 16.000 tilskuere, men kan til sportarrangementer rumme 12.500 mennesker. Arenaen er skalérbar og kan således skaleres helt ned til at rumme blot 3.500 til mindre begivenheder.

© 3XN A/S

Bølgende facade

Designmæssigt består Royal Arena af to dele, nemlig en plint og en top. Plinten har en organisk form, og den fungerer som indgang til arenaen og skaber nogle spændende pladser og rum, som kan bruges til forskellige formål af borgerne.

Toppen har ligeledes et let, organisk udtryk med en semi-transparent facade bestående af vertikale teglfinner, der omslutter bygningen i en bølgende bevægelse. Mellem træfinnerne er der glas, der bidrager til det lette udtryk og samtidigt giver en flot, naturlig belysning i bygningens foyer.

© 3XN A/S

Kvalitetsdesign med god akustik

Der er lagt vægt på god akustik, funktionalitet og god komfort for publikum for at give den bedst mulige oplevelse, og for særlige VIP-gæster findes der en hel VIP-etage med Audi Level og eksklusive suiter, der kan anvendes som mødelokaler samt til at se arrangementer under mere private forhold.

Arenaen har åben stueetage, der er tilgængelig for offentligheden, samt et plateau på førstesalsniveau, der også er tilgængeligt for offentligheden. Til koncerter vil publikum kunne stå på arenagulvet samt sidde på tre sider af gulvet, men til sportsbegivenheder og andre særlige arrangementer vil det være muligt at have publikum på alle fire sider.

En fælles indsats med et smukt resultat

Royal Arena bliver et aktiv for Danmark og Københavns kulturliv, og Dan Hammer, Royal Arenas administrerende direktør, fortæller, at han og hele holdet bag arenaen er meget tilfredse med det færdige resultat:

”Vi er meget stolte over, at vi har skabt en arena i verdensklasse, som med de mest sublime lys- og lydteknologier vil give publikum nogle fantastiske oplevelser. Og vi er ikke i tvivl om, at vores fokus på at skabe en 'lækkerhedsfaktor' vil give bonus og gøre vores nye arena til et af Europas mest populære spillesteder for kunstnere på højt niveau," siger Dan Hammer.

"Royal Arena er meget smuk – ude som inde. Og med garderobeskabe fra Montana, designmøbler fra Paustian i VIP rum og personalebeklædning fra Lex Deux har vi lagt stor vægt på dansk design og et æstetisk udtryk, som er sjældent set i vores branche.”

© 3XN A/S

Til gavn for nærområdet

Bag designet står arkitektfirmaet 3XN, der til dels har fokuseret på at lave en løsning, der både fungerer som arena for sports- og musikbegivenheder og samtidigt også kan være til glæde lokalområdet.

”Vi er stolte af at have skabt et arkitektonisk vartegn i karakteristisk nordisk design med træbeklædning. Med facadens transparens skabes der liv og oplevelser i lokalområdet, og arenaens gæster får et panoramaview over Ørestaden," siger Kim Herforth Nielsen, grundlægger og kreativ direktør i 3XN.

"Udover at facilitere arrangementer i verdensklasse bliver Royal Arena en katalysator for lokale aktiviteter og vil tilføje en stærk identitet til området.”

Arealerne omkring arenaen er således designet til at kunne benyttes til events og sport, og foyeren kan f.eks. anvendes til udstillinger eller markeder.

Samtidigt har det været vigtigt at løse designopgaven, så arenaen bliver en naturlig del af nærområdet, styrker bylivet og gør området mere attraktivt at bo i.

© 3XN A/S

Et spændende 2017

Royal Arena har fået sit navn gennem et samarbejde med Royal Unibrew, men ejes 50/50 af Københavns Kommune og Realdania og drives af Live Nation of Danish Venue Enterprise.

Royal Arena åbner d. 3. februar, og bare i 2017 er der allerede adskillige udsolgte koncerter på programmet samt Cirque du Soleil, Queen-musicalen ‘We Will Rock You’ og EM i svømning.

© 3XN A/S
© 3XN A/S