LEGOs globale samlingspunkt
Intet mindre end 52.000 m2 kan gøre det, når LEGO går i gang med at ombygge deres hovedkvarter i Billund. Med arkitekt C.F. Møller i spidsen skal der bygges nytænkende kontorbygninger, hvor der skal være plads til både seriøsitet, samarbejde, sjov og leg.
"Vi vil have en karakteristisk kontorbygning, der tydeligt gengiver LEGO værdierne, og som klart udtrykker den kreative og innovative kultur vi har i virksomheden. Jeg er meget glad for, at vi nu kan præsentere vores vision for denne nye bygning, både til vores medarbejdere og til det omgivende samfund," siger Claus Flyger Pejstrup, Senior Vice President i LEGO koncernen og chef for LEGO hovedkvarteret i Danmark.
Ny udviklingsplan for Billund Kommune
I konstruktionen af bygningen har man sigtet efter en arkitektonisk form, der skal være med til at sikre optimalt dagslys for hver enkelt kontorplads. Derudover har man lagt vægt på at konstruere bygningen på en måde, der sikrer et lavt energiforbrug. Man håber, at kontorbygningen kommer til at fungere som både arbejdsplads og legeplads for de mere end 4000 medarbejdere, der arbejder i Billund.
Det nye hovedkontor vil derfor rumme det, som kaldes Lego People House, hvor man vil indrette med en række forskellige aktiviteter for de mange medarbejdere. Der har blandt andet været tale om både fitnesscenter og forretninger.
”LEGO People House skaber et unikt socialt miljø, som kommer til at fungere som et dynamisk, globalt samlingspunkt. Ikke kun for de medarbejdere, der arbejder i bygningen til dagligt, men også for de mange LEGO medarbejdere fra resten af verden, når de besøger Billund. Det kommer til at indeholde en masse spændende faciliteter, hvor medarbejdere både kan være fysisk aktive og også sociale med hinanden, både inden for og uden for arbejdstid. Det er vores klare hensigt, at atmosfæren skal være både uformel og inspirerende, så det bliver oplagt for medarbejdere at bruge tid sammen med deres kolleger fra resten af verden”, siger Claus Flyger Pejstrup.
LEGOS nye kontorbygninger er udviklet som en del af en samlet udviklingsplan, der er blevet lagt for Billund Kommune.