Copenhagen Islands Københavns Sydhavn Sydhavnen CPH-Ø1
© Airflix/Fokstrot

København får nye snedkerbyggede øer – den første er her allerede

Snart kommer der små, snedkerbyggede øer under navnet "Copenhagen Islands", som kan benyttes af alle. Den første ø finder du i Slusen i Københavns Sydhavn, og du kan besøge den lille ø allerede nu.

Fremover kommer der til at flyde små øer rundt i Københavns Havn. De nye øer udgør tilsammen "Copenhagen Islands" og er en ny type byrum, som bliver tilgængelige for offentligheden. Hvad øerne skal bruges til, er op til brugerne at bestemme.

Visionen for de kommende øer er, at de skal bestå af både en have, en svømmeplatform, en sauna og en café.

Copenhagen Islands Københavns Sydhavn Sydhavnen CPH-Ø1
© Airflix/Fokstrot

Den første ø

Den første ø er her allerede. Den hedder CPH-Ø1 og kan besøges af alle, der måtte have lyst. Der er dog ikke meget plads, for øen er kun 20 kvadratmeter.

Øen er bygget af bæredygtigt træ på en stålkonstruktion, der er fyldt op med 4000 genbrugte flasker af plastik.

Copenhagen Islands Københavns Sydhavn Sydhavnen CPH-Ø1
© Kristian Emdal/Fokstrot

Et forbedret havnemiljø

Bag "Copenhagen Islands" står designkollektivet Fokstrot, den australske arkitekt Marshall Blecher, Kulturhavn 365 og Københavns Kommune.

Projektet er støttet af Statens Kunstfond og Havnekulturpuljen med yderligere hjælp fra Slusens Bådebyggeri, Sitas og Syddjurs savværk.

Copenhagen Island skal blandt andet være med til at skabe fokus på et forbedret havnemiljø, klimapåvirkninger og forhøjede vandstande, skriver de i en pressemeddelelse.

Du kan læse mere om Copenhagen Islands her.

Copenhagen Islands Københavns Sydhavn Sydhavnen CPH-Ø1
© Airflix/Fokstrot