

Bjarke Ingels designer usynligt museumsbyggeri i Blåvand
Se det splinternye BIG-tegnede museum i Blåvand, som inviterer til arkitektur, oplevelser og fortællinger i verdensklasse.
AfMalene Mandrup
Spektakulært museum gemt under klitten
Det danske firma Bjarke Ingels Group har bygget et ”usynligt” museum i Blåvand til 150 millioner kroner. Museet, der har navnet Tirpitz, er integreret i landskabet og skaber en naturlig sammenhæng mellem det naturskabte og det kunstigt konstruerede.
Museets fantastiske arkitektur, som består af glas, beton og jern, har allerede fået stor omtale nationalt og internationalt. I januar udnævnte den amerikanske tv-station CNN museet som et af de 13 mest imødesete byggerier i verden i 2017.
Tirpitz Museum med fantastisk arkitektur
Museumskomplekset består af fire separate blokke og fire gange, der samles i midten og skaber et fælles hjerte for museet. Gangene er fyldt med kæmpe vinduespartier, der tillader det naturlige sollys at gennemtrænge de underjordiske udstillingsrum.
Spændende og meningsfulde udstillinger
”Den skjulte vestkyst”, ”En hær af beton” og ”Havets guld” er titlerne på museets tre permanente udstillinger. Udstillingen ”Den skjulte vestkyst” er den ultimative måde at gå på opdagelse i Vestjyllands historie. ”En hær af beton” består af de menneskelige fortællinger omkring opbygningen af Hitlers Atlantvold og ”Havets Guld” er en udstilling med rav, der viser myterne omkring tilblivelsen af de mange forskellige stykker rav.
Museum sammen med den originale fæstning
Tirpitz Museum er bygget sammen med den store tyske bunker Tirpitz via en underjordisk tunnel. Bunkeren blev bygget af den tyske besættelsesmagt i 1944 som en del af Hitlers Atlantvold, der skulle beskytte vestkysten og især Esbjerg Havn. Bunkeren blev ikke færdig, før krigen sluttede, men har været åben for besøgende i mange år.
Tirpitz Museum
Konstruktionen af det 2.800 kvadratmeter store museum startede i 2014 og åbnede d. 30. juni 2017. Det forventes at tiltrække cirka 100.000 gæster om året.
Læs mere om museet her.