BIG gør det igen
Det danske arkitektfirma, Bjarke Ingels Group, har endnu engang udført et imponerende arkitektonisk arbejde. De har for nylig beriget Europas største skulpturpark, Kistefos Skulpturpark i Norge, med en iøjenfaldende museumsbro "The Twist".
Navnet "The Twist" taler for sig selv og refererer til designet af den snoede, skulpturelle bro på 999 m2.
Formålet med opførelsen af broen var at forbedre cirkulationen i parken og den samlede fordybende oplevelse af at være i den idylliske skov uden for storbyen.
Dette gør de ved at forbinde to bredder i den norske skov, hvor floden, Randselva, førhen skilte dem ad. Projektet har resulteret i en smuk og simpel bro, der naturligt formår at integrere sig og skabe harmoni med resten af skovlandskabet.
Udover at en snoet udformning gør sig æstetisk godt, er der også en funktionel bagtanke. Det snoede design gjorde det netop muligt at forene de to forskellige højder på flodbredderne.