10 vilde husbåde, der giver dig lyst til at bo på vandet

Husbåde er i sig selv charmerende, men nogle husbåde er bare lige en tand lækrere end dem, du normalt ser. Disse 10 husbåde vil med garanti give dig lyst til at sælge huset og hoppe ombord med det samme.

Eilbek-kanalen, Tyskland

Ved Eilbek-kanalen i Hamburg ligger denne husbåd, der er bygget af Martinoff Architekten.

Båden har to etager, som er lyst indrettet, og du kan bevæge dig hele vejen rundt om boligen på dækket, der rammer hele huset ind.

Lake Huron, Canada

Dette flydende hus ligger ved en lille ø i Lake Huron i den canadiske provins Ontario.

Husbåden flyder på et skelet af stålpontoner og er beklædt med cedertræ, og det er kun muligt at komme frem til huset via båd.

København, Danmark

I København ligger en husbåd designet af beboerne, Laust Nørgaard og Lisbeth Juul.

Båden har et samlet areal på 80 kvm, og der er store glaspartier i dele af husbåden, så der er god udsigt til vandet – og direkte adgang til at hoppe ud i bølgerne.

Prag, Tjekkiet

Den blå husbåd er designet af Mjölk Architekti, og den er rekonstrueret ud fra en ældre husbåd.

Båden er i to plan med køkken, fællesområder og badeværelse i underetagen og et soveværelse på overetagen med kig til stjernerne gennem et ovenlysvindue.

Amsterdam, Holland

’Water Villa’ er designet af Framework Studio og Studio Prototype, og den ligger i de amsterdamske kanaler.

Bådens facade er beklædt med træplanker, og dele af facaden kan styres med fjernbetjening, så det skaber mere privatliv på kanalen.

Prag, Tjekkiet

Husbåden hedder 'Port X' og ligger på Vltava-floden i Prag, men er designet som en prototype, der kan reproduceres. 'Port X' består af ét plan og er designet af Atelier SAD.

Dubai, Forenede Arabiske Emirater

Denne husbåd ligner mest af alt en krydsning mellem en husbåd og en luksusyacht, og resultatet er veludført og elegant.

’O’ de Squisito, som båden hedder, er inddelt i to plan, og i ægte Dubai-stil er der selvfølgelig gjort plads til et flygel ombord.

Utrecht, Holland

Denne hollandske husbåd ligger midt i en park og er derfor meget passende navngivet ParkArk.

Båden er designet til en familie, der tidligere har boet i en stålbåd, så husbåden har lidt samme fornemmelse, men med et mere moderne design beklædt med kobberplader og træ.

Nelahozeves, Tjekkiet

’SayBoat’ er inspireret af Le Corbusier og designet ud fra et ønske om at skabe et funktionelt hjem med god plads.

Båden er designet af arkitekten Milan Řídký, og den er indrettet med træ både indvendigt og udvendigt, kombineret med stålelementer.

’Floatwing’ fra Friday

Hvis du drømmer om at få din egen husbåd, så er ’Floatwing’ måske noget for dig. Den er designet af Friday, og den præfabrikerede husbåd kan sendes til stort set hele verden.

Båden kan være selvforsynende i op til en uge, så der er mulighed for at bo i floder og søer, der ligger langt væk fra alting.

Kilde: Dwell