Overraskende opdagelser i kasserne med pynt og impulsive nyindkøb udgør det kreative sammensurium af julestemning, som Helle Clausen drysser blidt over villaen i skovbrynet.
Huset i Hareskoven er som skabt til julestemning og decemberhygge, når man ser det her i skovbrynet omgivet af den lysende, sneklædte frugthave. Indenfor bliver der også julet støt og roligt gennem hele december, hvor Helle Clausens stuer er propfulde af stemning, kreative ideer og god stil.
Huset blev oprindeligt opført på Frederiksberg som bolig for en velhavende familie, og blev nænsomt skilt ad og fragtet til Hareskovby på hestevogn. Her blev det genopbygget som sommerhus i begyndelsen af 1900-tallet, og her ligger det den dag idag på en lille bakke i udkanten af skoven.
Helle Clausens tilgang til jul og julepynt er impulsiv og varierer gerne fra år til år, hvor julestemningen bygges op, efterhånden som julemåneden skrider frem. – Jeg kan faktisk godt lide tanken om traditioner, men spontaniteten får altså lov at dominere – jeg har fx ikke en liste, der skal nås. Jeg ville egentligt gerne jule noget mere i den traditionelle forstand, men jeg er nok for ustruktureret – og så improviserer jeg lidt i stedet for, siger Helle Clausen.
Der er derfor ingen faste regler for julen i huset, selv om farverne næsten altid har bund i de hvide, beige og sandfarvede nuancer tilsat sølv og metal. – Når vi så småt begynder at komme i julestemning, køber jeg måske et par juleting, hvis jeg falder for noget og supplerer med de ting, vi har i forvejen. Jeg husker sjældent, hvad jeg har gemt væk fra sidste jul, så jeg kan godt blive positivt overrasket over, hvad der dukker op – og jeg må smile af noget pynt fra tidligere, som måske falder ved siden af!
Ofte samles trådene omkring nyindkøbene, der får lov at slå stemningen an som fx de store stjerner i år og sølvkuglerne. Sølvtemaet fortsætter over i juletræet og står smukt mod decemberlyset, der strømmer ind ad de høje vinduer. – Julestemningen i huset kombineret med vintersollyset gør huset magisk og meget levende. Her bliver næsten helt fortryllet, når alle lysene forenes: solen, masser af stearinlys og så bliver det hele fuldendt med ild i pejsen, siger Helle Clausen.
BO BEDREs faste dessertkok Morten Heiberg har designet dette smarte bagesæt specielt til BO BEDRE.