Juleboliger

Ren rensdyrhygge

Hvide rammer, godt design og frem for alt glæden ved nordisk natur er overskrifterne i Hanne Berzants juleboligliv, der udspiller sig i en 248 m² stor lejlighed nord for København. Her bruger hun, hendes mand og deres tre børn julen til at slappe af og være sammen i.

Julen hos familien Berzant nord for København er nordisk og naturlig. Og så er den også en kærkommen lejlighed for hele familien til at få slappet af sammen.

– Vi elsker julen og er ganske traditionsbundne i denne højtid. Vi bruger mange af juledagene til at rende rundt i nattøj, og vi skærer helt ind til benet, hvad angår julearrangementer. Vi vægter familielivet og samvær med nære venner højt og gør kun det, vi virkelig har lyst til, siger Hanne Berzant, der også har rigeligt at se til, da hun sammen med veninden Hanne-Louise Roe Andersen for nylig har etableret interiørfirmaet By Nord.

Men i julen skal der være god tid til familien og de ting, som vægter højt i hjemmet. Fx er Hanne Berzant og hendes mand meget optaget af gastronomi, og en del af glæden ved juledagene har rødder i god mad
og tid til at lave det.

Annonce

– Julen giver os nogle gode fridage og mulighed for at dvæle, ikke kun ved maden, men også ved samværet med hinanden. For os er sunde og gode råvarer en vigtig del af vores liv, og nu ved juletid har vi ordentlig tid til at gøre noget ved det.

Hvis man synes, at det lyder som gammeldags jul med gammeldags værdier, er det tæt på sandheden, for både Hanne Berzant og hendes mand lever et travlt liv med mange møder og rejser.

– I julen vil vi gerne bruge så meget tid som muligt sammen med børnene, og helst i et langsomt tempo. Vi elsker at være i vores hjem, vi holder af rummene, indretningen og de muligheder, stedet giver os.
Hvis nogen spurgte, om vi ville rejse i julen, ville svaret helt klart være nej. Vi vil være i Danmark med alt, hvad julen indebærer af køligt vejr og mulighed for at trække os ind i os selv og hygge.

Annonce

Og familiens hjem lægger da også kraftigt op til hygge. Og ikke mindst julehygge. Lejligheden er indrettet både funktionelt og smukt. Her er en lys og let tone, der næres af enkle, gode designting og stramme former. Som kontrast er her malerier af Anette Holmberg og Anja Blinkenberg og nogle sjove farveklatter som fx Nanna Ditzels trisse-serie i rød og Pinocchio-tæppet fra Hay.

– Jeg holder meget af, når kontrasterne spiller imod hinanden: et groft stykke træ mod et strømlinet møbel eller en rå overflade ved siden af en stram form. Begge dele får mere gavn af modsætningens udtryk, forklarer Hanne Berzant.

Den nordiske tone er særligt godt repræsenteret i julen, hvor dekorationerne er lavet af råt træ, gevirer, kogler, grove birketræsgrene og klassisk gran og skind bearbejdet til julepynt.

Annonce

– Julen og vintertiden passer fortrinligt til mit temperament. Jeg elsker grove trærødder, pels, sne og stearinlys indendørs. Jeg ved ikke noget bedre end at løbe en lang tur for at vende hjem og putte mig med en bog eller en god kop kaffe, fortæller Hanne Berzant og fortsætter:

– Ideen til By Nord opstod faktisk på løbeture i naturen. Hanne Louise og jeg løber ofte i Dyrehaven, og her fik vi ideen om at lave By Nord, der designer og producerer boliginteriør, som tager afsæt i den nordiske natur. Vores allerførste idé var Wally’en, som er en vægophængt “opslagstavle” med lommer til alt lige fra sko til familiens småting.