© Lene Samsø

Jul i sommerhuset ved Veddinge Bakker

Julen kan være en hektisk tid med stress, trængsel og alarm. Men Maria og Jesper har fundet opskriften på en anderledes jul – de tager op til deres sommerhus og nyder julefreden med familien.

18. december 2016 af Lene Samsø

Helligdage uden stress

En jul uden stress og jag er noget, alle børnefamilier drømmer om, og hvert år har ambitioner om. Men som desværre mislykkes for de fleste. Maria og Jesper har dog deres egen opskrift på, hvordan man får en stille jul i familiens skød – de tager op til sommerhuset i Veddinge Bakker.

– Vi har helt bevidst valgt, at vores sommerhus skal være et fristed, hvor vi lever det enkle liv, også når vi holder jul, fortæller Maria.

I stedet for konceptuelle dekorations-strategier og koordinerede farvetemaer har Maria valgt at lade de fleste kasser med julepynt blive hjemme og supplere indretningen i huset med naturlig pynt fra den omkringliggende natur. Store og små grene, kviste, mos og kogler, familien finder på deres daglige gåture i bakkerne, bliver forvandlet til smuk og rustik pynt i den lune stue.

– Det skal være nemt, og det skal være smukt og stemningsfuldt. Jeg binder ikke komplicerede kranse eller fletter stjerner, men pynter gerne en kæmpe gren med lidt diskret pynt eller sætter små julelys på. Naturen er så utrolig taknemmelig at pynte med, og det rustikke bliver hurtigt julet, når man fx tilføjer levende lys, mener Maria.

Et eksempel på, hvordan hun tænker jul og pynt sammen, er en dekoration af mos på bordet.

– Jeg stod og manglede en bakke til at samle mos og lys på, og mens jeg overvejede mine muligheder, lå mosstykkerne dér og gjorde sig til, direkte på bordet. Det så så fint ud, at jeg ikke nænnede at ændre så meget ved udtrykket andet end at arrangere lysene ved siden af, siger Maria.

© Lene Samsø

Sommerhuset forstærker følelsen af at være sammen 

Da Maria og Jesper overtog sommerhuset for fire år siden, var det første, de gjorde, at tømme det næsten fuldstændigt for inventar og male det hele hvidt indvendigt. Et par vægge blev også revet ned, og kun soveværelser og badeværelset har døre, ellers er resten af huset ét stort rum.

– Vi kan godt lide at opholde os i samme rum uden nødvendigvis at lave det samme. Følelsen af at være sammen bliver forstærket, når huset ikke er så stort, forklarer Maria.

I tråd med den ukomplicerede tanke i sommerhuset holder Maria alle flader hvide og møblerne på et minimum. De nøje udvalgte ting, familien omgiver sig med, er til gengæld for det meste i mørke toner og varme, naturlige materialer som træ, pels, skind, strik og flet – men meget bliver I øvrigt skiftet ud I forhold til årstidernes skiften. I de mørke måneder er puder og plaider i blød velour, uld, kelim og skind og gerne med farver på. Også stearinlysene er kulørte og giver stemningsfuldt samspil til den øvrige naturlige pynt.

– Vi kan lide det enkle, men det må ikke blive kedeligt. Det er jo jul, og derfor er her både farver og pynt, og vi går heller ikke på kompromis med juletraditionerne, slår hun fast. 

© Lene Samsø

Som kontrast til de hvide flader holder Maria møbler og tilbehør i gyldne og mørke toner. Maria har fyldt sofaen med puder og plaider fra bla. Cozy Living og Brands Indoor. Sofabordet Bowl er fra Mater Design i bæredygtig mangotræ, det løse gulvtæppe i flettet læder er fra Bo-Tikken i Hellerup, og lygterne fra Cozy Living. Gulvlampen er fra Ikea. 

© Lene Samsø

I soveværelset finder man en hyggelig kurvebakke fra Cozy Living med små overraskelser. 

© Lene Samsø

Årets juletræ er en smuk gren med lysegrønt lav, som Maria har fundet i skoven. Grenen har hun pyntet med barkstjerner fra Broste Copenhagen og sne- krystaller i zink fra House Doctor. Julegaverne er pakket i pakke- papir fra posthuset og gjort ekstra hyggelige med små kviste af kristtjørn og porcelænspynt fra House Doctor, og falder godt ind i stuens naturfarver. 

© Lene Samsø

Meget af julepynten er skabt af grene, mosser og lav, som Maria finder i skoven omkring huset.

© Lene Samsø

Mens familien venter på juleaften, serveres der æbleskiver og gløgg. Maria har pyntet bordet med en enkel men udtryksfuld dekoration af mos og lys-lygter fra Cozy Living. En stjerne af bambuspinde fra Broste Copenhagen har fået viklet en lyskæde på, og på et gammelt trætrug har Maria arrangeret et bloklys sammen med kogler og smukke, højrøde amaryllis. Den klassiske Kubusstage fra By Lassen bruges som adventskrans. 

© Lene Samsø

Spisebordet og bænken udført i patinerede egetræsplanker er fra Mann Design, og hertil har Maria valgt at sætte et par Eames-stole for at få et uhøjtideligt miks. I en kurv fra Cozy Living pynter nogle lærkegrene med kogler, og Maria har suppleret med små julelys. På væggen hænger en afrikansk ’Juju’-fjerhat, der er fundet hos Brandts Indoor. Lampen over bordet er fra Tom Dixon. 

© Lene Samsø

Sommerhuset ligger højt på en bakke og med smuk udsigt fremad over det naturskønne område omkring Veddinge Bakker og skoven i ryggen.

© Lene Samsø

Ved døren bydes man velkommen af et hyggeligt stilleben med rensdyrskind fra Nordal, en flettet krans fra Broste Copenhagen og Marias skøjter fra barndommen. 

Knagerækken ved yderdøren er lavet af et stykke træ fra skoven og pyntet med lærkekogler og julehjerter – og Jespers jakke, som med sin pelskrave passer perfekt ind.

© Lene Samsø

Måske er du interesseret i...

Andre læser