© Andreas Mikkel Hansen

Jul i det røde hus

Med det første drys af sne er julen ankommet til den lille familie i det røde hus, hvor alt ånder fred og idyl. Ilden knitrer lystigt i pejsen, adventskransen er tændt, huset er pyntet smukt op, og på mors arm sover parrets nye datter trygt igennem sin første store højtid.

12. december 2016 af Katrine Martensen-Larsen

En særlig stemning

Simone og Ian kunne fra første gang, de besøgte huset, se, at en voldsom renovering var nødvendig. Men det afskrækkede dem ikke fra at købe ejendommen, for den havde de klassiske træk, de havde ledt efter, som man ikke finder i et nyt hus.

"Stemningen, charmen og den særlige ånd, som hviler over huset og haven, samt alle de oplagte muligheder, vi kunne se i stedet gjorde udslaget," fortæller parret.

"Læg dertil den centrale beliggenhed og ikke mindst parken på den anden side af vejen samt nærheden til by, skov og vand, som er et stort plus."


© Andreas Mikkel Hansen
© Andreas Mikkel Hansen

Huset er malet i en dyb vinrød farve, 'Oxide Red', fra Flügger. Huset var oprindelig lyserødt og et afløberhus til Bernstorffs Slot. Indgangen er diskret julepyntet med en lanterne og en julekrans med et strejf nysne 

© Andreas Mikkel Hansen

Ombygningen tog knap et år og indebar arbejde lige fra kælder til kvist. Kloakken skulle renoveres, rummene istandsættes, og taget skulle også have en tur. 

I køkkenet og det tilstødende bryggers rev parret alt ned og indrettede et stort og åbent køkken-spiserum med adgang til dagligstuen, hvilket giver en dejlig sammenhæng mellem spise- og beboelsesarealerne.

"Vi løb selvfølgelig ind i problemer undervejs, det kan man ikke undgå, når man går så grundigt til værks, som vi gjorde. Men den største udfordring var nok, at vi bestemme os for, hvilke løsninger vi ville have," ler Ian.

Det smalle konsolbord med plade af glas er fra Rue Verte. Det samme er spejlet på væggen og den lille polstrede velourstol. Kaiser Idell-lampen med to arme er fra Klassik Moderne Møbelkunst i København. Vasen er fra I Rosens Navn i Charlottenlund.

© Andreas Mikkel Hansen

Parret fandt de rigtige løsninger sammen, og heldigvis var de enige om det meste. Mest tilfredse er parret blevet med køkkenet og spisestuen, der tilsammen udgør hjemmets omdrejningspunkt.

"Vi er stort set altid her, både når vi har gæster, og når vi er alene. Derfor var det også vigtigt for os med nogle spisestole, som man kan sidde i rigtig længe og rigtig godt," forklarer parret, som ganske utraditionelt har valgt at redefinere Eames' klassiske kontorstol som en spisebordsstol.

Umiddelbart kan det virke det voldsomt med disse stole, men fordi de er sat op mod det robuste marmorbord af Poul Kjærholm, virker det ikke for voldsomt.

På væggen hænger et enormt værk af Jens Birkemose. Over bordet hænger en moderne lysekrone fra Flos designet af Gino Sarfatti i 1958. 

© Andreas Mikkel Hansen

Den smukke drueopsats er udført i hammerslået sterlingsølv og er fra Georg Jensen. 

© Andreas Mikkel Hansen

Bestikket med indgraveret monogram var en bryllupsgave. Mundservietterne af groft hør er fra Tine K Home. Bagest Henning Koppels elegante sølvkande, der også var en bryllupsgave. 

© Andreas Mikkel Hansen

Fra spisestuen fører den lille trappe op til husets førstesal med soveværelser, påklædningsværelse og badeværelse. Ved siden af trappen står et lille elegant barskab, købt hos Rue Verte og håndlavet i Italien af Tama Bar. 

© Andreas Mikkel Hansen

To store krukker med grene og to glas med lys omringer pejsen på fineste vis. Overfor står to dybe og yderst behagelige lænestole i grå-beige velour. 

Stolene har parret købt igennem en god veninde, som har fået dem lavet hos en møbelsnedker i England. Sofabordet med den runde plade af marmor er fra Meridiani. 

Bemærk de elegante kunstværker, der er placeret i vindueskarmene. Begge er udført af Børge Jørgensen og lavet i stål. 

© Andreas Mikkel Hansen

Stuen er indrettet med en sofa og et helt enkelt sofabord fra Meridiani. Et sidebord fra Sacre Coeur i Charlottenlund samt et cognacfarvet læderbetrukket æg. 

På væggen hænger et værk af den cubanske kunstner Baruj Salinas. I den dybe vindueskarm en overdådige krukke og plante fra De Fire Årstider. Det elegante parketgulv er oprindeligt, fra 1880, og har fået en grundig oliebehandling. 

© Andreas Mikkel Hansen

Til venstre i stuen står lampen 'Satellite' fra Dirk Vander Kooij. Lampen ligner massivt glas, men den er faktisk lavet af et krystalklart syntetisk materiale. 

Robotten konstruerer en lag-for-lag-struktur, der bryder og spreder lyset og lampen fungerer som en maskine, der kan levere nøjagtigt det lys, man ønsker. 

© Andreas Mikkel Hansen

I soveværelset er sengen placeret hyggeligt under skråvæggen. Gavlen i lys auberginefarvet velour med knapper er fra Rue Verte og er med til at gøre soveværelset feminint. 

Lampen på natbordet er ligeledes fra Rue Verte. Den grå vægfarve hedder 'Spacy grey' og er fra Flügger.  

© Andreas Mikkel Hansen

Mellem soveværelse og påklædningsværelse indbyder dette hjørneværelse til ro og fordybelse. Møblerne er fra Rue Verte og lampen fra firmaet The Architects Choice. 

"Rummet er et gennemgangsrum, så vi syntes ikke, det var så egnet til børneværelse. Til gengæld er der et smukt lysindfald fra den franske altan, så vi elsker at opholde os her," forklarer parret. 

© Andreas Mikkel Hansen

Familien bor tæt på Bernstorffsparken, og det er praktisk med hund og et nyfødt barn, for der skal gåes masser af ture, og de foregår for det meste i parken. Simone er medstifter af en webshop, og Ian administrerer og udvikler investeringsejendomme for private investorer.

Juleaften tilbringer Simone, Ian, og deres datter sammen med familie fra begge sider i hjemmet. "Vores juletraditioner er primært nogle, Simone har bragt med fra sin familie. Vi går i kirke juleaftensdag hos den samme præst, som har konfirmeret Simone og hendes to søskende," siger Ian. 

"Derefter kommer vi hjem og hygger og begynder at forberede maden. Inden julemiddagen er der altid hvid gløgg og oplæsning af Peters Jul, hvor de unge læser højt for de gamle."

Julemiddagen står i fjerkræenes tegn, med and og kalkun samt alt det tilbehør, man kan forestille sig. Hvad angår julepynt er de lidt mere minimalistisk anlagte.

"Vi er primært til adventskranse, nogle grene, kalenderlys og så naturligvis et juletræ. I det hele taget er det gennemgående for vores indretning, at vores rum skal være brugbare og byde til samvær og hygge. Vi køber kun møbler og ting, som falder 100 procent i vores smag, og så mikser vi nyt med gamle klassikere," forklarer parret.


© Andreas Mikkel Hansen

Huset består af to længer og en garage og ligger lidt tilbagetrukkent med en stor hyggelig gårdsplads foran. 

Seneste

Måske er du interesseret i...

Andre læser

Opskrifter