Nybyggeri med forhindringer

En fredet skov og regler for højden på huset var i vejen, da Camilla og Jesper skulle bygge nyt hus. Men med hjælp fra en dygtig arkitekt, fik familien vendt grundens begrænsninger til fordele.

17. oktober 2017 af Christina B. Kjeldsen
danske boligarkitekter boligreportage terrasse

Husets vinkler er arkitektens genistreg, der har givet familien den plads, de ønskede, uden at komme i problemer med den fredede skov. Samtidig er det fint arkitektonisk greb, der skaber spændende vinkler og kroge i huset – og som levner plads til en overdækket terrasse under udhænget. For at kompensere for det lys, som udhænget stjæler fra stuen og alrummet indenfor, har arkitekten brugt ovenlysvinduer og lange kig og lysindfald mellem rummene

© Andreas Mikkel Hansen

Camilla og Jesper var på udkig efter et nyt hjem, da de forelskede sig i et sommerhus i Skæring ved Aarhus, tegnet af arkitekt Rasmus Bak.

– Først og fremmest fordi det var så utroligt smukt, men også på grund af stemningen. Der var masser af kroge i det i øvrigt enkle hus, og det skreg bare til himlen om, at her var fred og ro, fortæller Camilla.

Men huset var et sommerhus og måtte ikke benyttes som helårsbolig, så den ide måtte familien droppe. Lidt tid efter kom Camilla og Jesper tilfældigt forbi et lille udflytterkvarter nord for Aarhus. En stribe hyggelige huse på en lukket vej ved et fredet stykke skov, en god skole og et lille gadekær.

Se flere billeder fra huset hos Danske BoligArkitekter

– Der var én eneste grund tilbage i kvarteret tæt ved skoven. Vi fornemmede hurtigt, at her ville vi kunne bygge et hus med udsigt til et grønt tæppe af træer, fortæller Jesper.

danske boligarkitekter boligreportage køkken og stue

Familien ønskede sig højt til loftet, men byggerestriktionerne på grunden tillod kun at bygge i et plan. Derfor har arkitekten arbejdet lange linjer og kig gennem huset, hvor blikket og lyset kan vandre, samtidigt med at her er skabt krinkelkroge og nicher rundt om i huset. Ovenlysvinduer lukker desuden lyset ind til de inderste dele af rummene og strækker loftshøjden med kig til himlen. Køkken fra Hanstholm, armaturer fra Dornbracht.

© Andreas Mikkel Hansen
Danske Boligarkitekter boligreportage køkken marmor

Camilla og Jesper havde stort fokus på, at der skulle være hygge og varme i det nybyggede hus – og at her skulle være betongulve over det hele. For at bløde det hårde sten op går træet igen som materiale – også her i egetræskøkkenet fra Hanstholm, hvor Camilla og Jesper har valgt en indsats i marmor ved komfuret som smuk kontrast. 

© Andreas Mikkel Hansen

Og hvad var mere nærliggende end at hyre arkitekten bag det sommerhus, familien først havde forelsket sig i? Rasmus Bak fra Baks Arkitekter blev tilkaldt for at kigge på grunden, allerede inden Camilla og Jesper skrev under, så de ikke købte katten i sækken. Årsagen til, at grunden endnu ikke var blevet bebygget, var nemlig den linje af skovbeskyttelse, der lå på matriklen. Det var et benspænd, som der måtte tages højde for i arkitektens løsning.

Heldigvis viste det sig, at Rasmus Bak kunne vende ulempen til en fordel, ved at give husets den karakteristiske kantede form, der gav plads til både uderum og hyggekroge indenfor.

Atypisk planløsning

– Planløsningen er lidt atypisk, og huset er ikke voldsomt stort – men det føles logisk og større, end det egentlig er. Lyset strømmer ind alle vegne på grund af ovenlys og linjerne i rummene, der er trækker dagslyset helt ind til husets inderste hjerte. Samtidig har vi fået skabt nogle rum i rummene, så der stadig er små kroge og gemmesteder, siger Rasmus Bak, der er medlem af Danske BoligArkitekter og har stor erfaring med boligprojekter.

Æstetikken og udtrykket på huset tager udgangspunkt i stilen fra det sommerhus, Camilla og Jesper oprindeligt var vilde med. Minimalisme tilsat lidt hygge og gamle dyder a la Friis & Moltke.

– Træet indenfor giver en masse varme, hygge og ro. Det skaber en anden stemning, både i køkkenet, men især i soveværelset, fortæller Jesper.

Samtidigt bidrager træet med en god akustik, der bliver yderligere forstærket af de akustikplader, som udgør loftet igennem hele huset. Det har gjort huset forbløffende behageligt at opholde sig i og noget, familien nyder hver eneste dag, og som alle gæster bemærker, når de træder indenfor.

Se flere af arkitekt Rasmus Baks projekter

Fakta om huset

Arkitekt: Rasmus Bak, Baks Arkitekter

Størrelse: 178 m2

Type: Et plan med fladt tag

Proces: Tegneprocessen med arkitekten tog omkring tre måneder inkl. en sommerferie. Byggeriet af huset tog i alt ca. 6 måneder. Jesper fik en bygningsingeniør til at stå for styringen af byggeriet og deltog i byggemøder ca. hver 14. dag. Huset er bygget af Aalsrode Tømrefirma

Materialer udvendigt: Facadebeklædning i cedertræ. Inddækninger i zink.

Materialer indvendigt: Polerede betongulve, akustiklofter fra Troldtex, Køkken- og skabselementer fra Hanstholm.

Arkitekthonorar: ca. 65.000 kr.

Byggepris: ca. 18.000 kr. pr. m² inkl. arkitekthonorar.

danske boligarkitekter boligreportage gyngestol stue

Fra stuen er der kig til haven og det fredede stykke skov. Enkelte arvestykker kom med i det nye hus, blandt andet Wegner-gyngestolen. Fotokunst fra Lyrum Rammer. Flydersofaen er fra IKEA.

© Andreas Mikkel Hansen
danske boligarkitekter boligreportage hjemmekontor

En smal stribe vinduer lukker dagslyset ind også her ved køkkendørens entré, hvor familien har fået plads til en lille arbejdskrog. Arbejdsbord fra IKEA, stol af Hans J. Wegner og lampe fra Bestlite.

© Andreas Mikkel Hansen
danske boligarkitekter boligreportage soveværelse

Camilla og Jespers soveværelse er som et lille intimt træskrin, beklædt med egetræsfiner på både vægge og lofter. Træet skaber sammenhæng til egetræet i køkkenet, men markerer samtidigt en helt anden stemning end i resten af huset. Sengetæppe fra Magasin, puder fra H&M

© Andreas Mikkel Hansen
danske boligarkitekter boligreportage badeværelse

Fra det store badeværelse er der udgang til en lille privat gårdhave med udebruser. Det store glasparti giver et skønt lys. Badeværelset er indrettet med sanitet fra Copenhagen Bath og en spinkel hylde fra Colorpop til parfumer og små skrin. 

© Andreas Mikkel Hansen
danske boligarkitekter boligreportage fliser i badeværelse

De fine fliser med ansigter var nogle Camilla forelskede sig i fra Flisegalleriet. De betonlignende gulvfliser er ligeledes fra Flisegalleriet.

© Andreas Mikkel Hansen
danske boligarkitekter boligreportage hyggekrog

I en lille niche ved spisepladsen er der blevet plads til en hyggelig sofakrog, hvor man kan læse og snakke, mens der er gang i køkkenet. Velour-sofa fra Rue Verte.

© Andreas Mikkel Hansen

Denne boligreportage er blevet til i samarbejde med Danske BoligArkitekter. Gå på opdagelse blandt de flere hundrede projekter, der alle er beskrevet, ved at gå ind på danskeboligarkitekter.dk. Danske BoligArkitekter er en ordning med flere end 100 selvstændige arkitekter over hele landet, der alle har dokumenteret erfaring fra byggeprojekter for private boligejere. Medlemmerne er uddannet indenfor energioptimering af boliger eller kan dokumentere en tilsvarende viden. Alle medlemmer har dækning gennem Danske BoligArkitekters særlige ansvarsforsikring, der også dækker rådgiveransvar, selvom arkitekten lukker sin virksomhed.

Seneste

Måske er du interesseret i...

Andre læser

Opskrifter