© Hellerup The Depot

Nu kan du dyrke din egen te i vindueskarmen

Nu kan du købe teplanter i potter, du kan dyrke i din vindueskarm eller plante ud i din egen have. I dette nye koncept får du ikke bare teplanterne, men også en udførlig guide over, hvordan du laver og tilbereder din egen te.

30. april 2017 af Amanda Vejle

Dyrk din egen te i vindueskarmen

At nyde en god kop te, der er perfekt tilberedt lige som du ønsker det, er en oplevelse for både syns, smags og lugtesansen. Tebutikken Hellerup The Depot har startet et nyt koncept op, som nu gør det muligt for forbrugeren at gro sin egen te derhjemme, så man kan følge sin te endnu længere end fra brygningsprocessen.

Du kan købe en teplante med tre til fem skud, der er for dyrket i en potte. Du kan vælge at gro planten endnu større derhjemme, dele den ud til flere potteplanter eller plante den direkte ud i haven. Herefter er det bare at hjælpe planten med at blive så stor som muligt.

Når din lille teplantage er vokset til, kan du plukke dine egne teblade direkte fra planterne. Alt hvad du skal bruge herfra, er en wok eller en ovn til at lave din egen hvide, grønne eller sorte te.

© Hellerup The Depot

Ved købet af en teplante medfølger en udførlig opskrift på, hvordan du laver din egen te ud af de friskplukkede blade.

“Al te; sort, grøn og hvid, kommer fra samme tebusk, kaldet Camellia Sinensis. Tebusken stammer oprindeligt fra Kina, hvor de ældste tebuske faktisk er så store som træer.”, fortæller Mette Louise Kragh, der siden 2016 har været ejer af Hellerup The Depot.

Hellerup The Depot blev grundlagt i 1924 og har fra 1961 haft til huse på deres nuværende adresse på Strandvejen 175. Selve bygningen og butikken blev bygget i 1907 og det meste af interiøret er stadig intakt.

© Hellerup The Depot

Vandets kalkindhold kan have indvirkning på smagen

I Danmark er der stor forskel på hårdhed og kalkindhold i drikkevandet alt efter, hvor du tapper det. Derfor kan den samme te smage forskelligt afhængigt af, hvor i landet den tilberedes.

For det bedste resultat anbefales det at du benytter blødt vand, altså vand med et lavt kalkindhold, da kalken som oftest gør at smagen i teen bliver mere flad og kedelig. Kalken i vandet kan også hurtigt få teen til at smage besk og bitter.


Derfor kan det anbefales at man i områder, hvor der er hårdt vand, altså vand med højt kalkindhold, at man køber kildevand og laver en prøvesmagning for at smage forskellen. Rooibos te og Urtete er som udgangspunkt ikke påvirket i samme grad af kalkindholdet i vandet, som andre teer.

Måske er du interesseret i...

Andre læser