© Redaktionen

Sådan ser sommerens danske designnyheder ud

Praktiske, smukke og spændende design. Se her nogle af de fineste nye danske design og bliv inspireret til nye køb eller et besøg i nyt showroom.

23. juli 2017 af Jakob L. Falhof
Flos Scandinavias nye showroom i Sydhavnen, København


© Redaktionen

Nyt showroom i Sydhavnen

OeO Studio går fra succes til succes for tiden,
 og vil man opleve hvorfor, kan man besøge Flos Scandinavias nye showroom i Københavns Sydhavn.

– Vi har efterspurgt et showroom, hvor hver kollektion kunne indtage og opbygge sit eget scenerie, siger CEO for Flos Scandinavia, Kim Puggaard.


Det er lykkedes med et tema-opbygget rum, hvor man kan gå på opdagelse i indretning med lys.
 Oplev fx den smukke dekoration af Michael Anastassiades LC-Light, der flankerer trappen her. 

Genopdaget design af praktisk og elegant plastikstol fra Finn Juhl
© Redaktionen

Ny - gammel - Finn Juhl

FJ 64 er en elegant plaststol designet af Finn Juhl i 1964. Stolen har indtil nu aldrig været i produktion – faktisk dukkede tegningerne først op ved en gennemgang af arkiverne. Den lette stabelbare stol har tydeligt præg af den tid, hvor den er designet, men har med sin lette retro en umiskendelig kvalitet. Sædet er i plastik, og stellet i lakeret metal med en typisk Finn Juhl-detalje: de små træpropper på benene. 2495 kr., House of Finn Juhl. 

Moderne hyldesystem fra Ooja, smukt møbel i træ fra Michael H. Nielsen og sammenklappelig gyngestol fra Anker Bak
© Redaktionen

Hylder til det hele

Designduoen Oooja har lavet Anywhere Shelving System, som er et flot bud på et moderne ophængt hyldesystem. Designet er fleksibelt og fås helt op i garderobe-størrelse. Fra 1499 kr., Korridor.

Kom i stemning

Mood High Board er en udvidelse af den eksisterende Mood-serie, der er designet af Michael H. Nielsen. Det klassiske møbel har en fin balance mellem 50'erne og nutiden, der gør det anvendeligt i mange forskellige typer hjem. Fås med flere overflader. 15.000 kr., Bolia.

Stil til ammende søster

Rocking Nest Chair er designet af Anker Bak, som fik ideen i forbindelse med sin søsters barsel. Hun efterspurgte en gyngestol, men syntes, at dem, man kunne få, var for store og klodsede til hendes lille lejlighed. Anker Bak lavede derfor en mindre sammenklappelig gyngestol, som nu er sat i produktion. Den fås med sæde i lærred eller læder, fra 13.495 kr., Carl Hansen & Søn. 

Måske er du interesseret i...

Andre læser