Tina Svensgaard havde indrettet sit soveværelse med kedelige kontormøbler, og udnyttede ikke den gode udsigt over Århus havn. Vi hjalp med kreative opbevaringsløsninger og fik også plads til et hyggeligt loungehjørne.
Mit nye rum - Tina Svensgaard
Hvad ønskede du dig af dit nye rum?
Jeg søgte hjælp til mit soveværelse, der trængte til mindre rod, mere garderobeplads og en fiks gardinløsning. Mit ønske var egentlig at få et soverum med god plads til opbevaring, og som samtidigt kunne blive tilpas mørkt.
Hvad havde du aldrig selv fundet på?
Vægdekorationen og farvemikset – det havde jeg aldrig selv turdet sætte op!
Hvad er du mest tilfreds med?
Vægdekorationen, fordi den er superflot, og gardinet, fordi det er meget funktionelt og giver både god og smuk plads til opbevaring. Det er blevet rigtig lækkert med et rigtig flot farvespil i rummet, som jeg aldrig selv ville være nået frem til.
Hvordan har det været at lade en Indretningsekspert forvandle dit rum?
Det har været spændende – både at få indsigt i den måde, en indretningsekspert arbejder på, og at følge med i alle de sjove ideer, der blev fundet frem til. Jeg har lært, at jeg skal bruge lysere toner og ikke være bange for at mikse farver og forskellige stilarter, når blot det sker med den hvide base.
Plads til både samtale og søvn
Tina Svensgaards soveværelse blev også brugt som arbejdsstation, og rummet led af et udbredt problem i den sammenhæng, nemlig rodet, som havde det med at flytte ind under sengen, oven på skabene og op i vindueskarmen. Ærgerligt, da der fra det store vindue herinde er lejlighedens bedste udsigt mod skoven og havnen i Århus.
Den fik indretningseksperten straks lyst til at udnytte til en rolig plads, hvor en veninde nu kan bydes på te, og soveværelset er overordnet inspireret af en afslappet hotelsuite-stemning. Alle de nødvendige ting som tøj, bøger og printer er i stedet blevet gemt af vejen bag en ny gardinløsning, der skjuler et par praktiske skabe, og som fortsætter foran vinduet.
Og så er der blevet skruet op for farver og former med vægdekorationer, keramik og nye tekstiler.
Dekoration og former
Indretningsekspert Birgit Tarp valgte at sætte spot på farver og former med både vægdekoration, accessories og småmøbler. De farvestærke “blomster" i akryl er limet direkte på væggen med god afstand imellem sig. De er sat op i tre forskellige størrelser i et afgrænset område på én væg i rummet. På den måde spiller de en central rolle i indretningen, men uden at dominere, og rummet virker stadig luftigt og stort.
Tekstiler i lange baner
Rummets base var klassisk hvid, hvilket dannede en god og neutral bund for indretningen. Dog skulle farverne arbejdes ind for at tilføre stemning og personlighed. Sengen er blevet en stor, dekorativ collage, hvor forskellige prints, farver og materialer er mikset og kan arrangeres efter lyst og behov.
Et par af rummets nye farver går igen i puder og sengetæppe og skaber sammenhæng – fx vægdekorationens pink og orange, samt gardinernes grønne nuance. Den nye gardinløsning dækker to funktioner – både mørklægning på lyse sommernætter, og så gemmer tekstilet de kedelige skabe.
BO BEDREs faste dessertkok Morten Heiberg har designet dette smarte bagesæt specielt til BO BEDRE.