Smykkekunstneren Zarah Voigts scenografi

Zarah Voigt er smykkekunstner og scenograf og ikke bange for store kontraster hverken i livet eller i hjemmet, hvor der er blevet plads til både antikviteter og plexiglas, drama og humor.

– Enten gør man det fuldt ud, eller også gør man det ikke, siger hun igen og igen, mens hun viser rundt i sin og kærestens 125 m² store københavnerlejlighed, hvor de bor med børnene Ella og Isak.

Filosofien om, at tingene skal være gennemført, følger Zarah Voigt både i smykkevirksomheden og hjemmet.

– Det er nok noget, jeg har fra min far (kunstneren og scenografen Jean Voigt, red.). Hvis man vil gøre noget, så skal man gøre det “all the way”, siger hun.

Da parret overtog lejligheden, var den iklædt gamle blomstrede tapeter og blå vinylgulve, og var blevet brugt som delelejlighed for et ungdomskollektiv.

Deres fokus havde mildest talt ikke været på at indrette og renovere, og fx måtte Zarah Voigts mand derfor i gang med at skrubbe den gamle stuk i loftet, millimeter for millimeter, med en tandbørste – og badet og køkkenet blev totalt renoveret.

Zarah Voigt kan godt lide balancen mellem kontrasterne. Der skal være noget meget maskulint, råt og enkelt og så noget feminint, detaljeret og raffineret.

Det ses blandt andet i soveværelset, hvor parfumeflakoner i facetslebet krystal fra 1700-tallet står på en sortlakeret stålkommode i amerikansk 50’er-design, der minder lidt om et pengeskab.

På samme måde finder man flere steder i hjemmet moderne kunstgenstande i akryl og plast side om side med antikke messingkandelabre og krystalkarafler.

– Jeg holder meget af smukke antikviteter, men jeg har også brug for humorfyldte, legesyge, fjollede og farverige indfald. Ligesom mine smykker, der har dramatiske og teatralske elementer, men samtidig udtrykker glæde og humor.

Det vigtigste er, at alle mine ting taler til mig og vækker noget i mig. Ellers er det jo ligegyldigt at have dem, fortæller hun og fortsætter:

– Jeg elsker alle mine ting og drejer og flytter dem, til de står lige præcis sådan, som jeg synes, de skal.

Det er nok scenografen i mig, der sætter pris på det visuelle udtryk omkring mig. Hvis noget irriterer mit øje, så må jeg rette det.

Hele stuen er ét stort levende billede, min egen personlig scenografi fuld af meningsfulde genstande, der giver mig glæde, fortæller Zarah Voigt.