Huset ved Vadehavet

Byggeriet var gennem mere end et år ”talk of the town”. Alle fulgte med i forvandlingen af den gamle rødstens funkisvilla fra 1936, oprindeligt tegnet af arkitekt Harald Peters.

Nogle syntes, det var helligbrøde at forgribe sig på den meget karakteristiske, men nedslidte bygning, mens andre så til i beundring, da et nyt, moderne og stringent hus tog form. Uden skelen til den offentlige mening gik Rie og Finn Alexandersen i 2009 i gang med at bygge og indrette deres drømmehus.

Efter mange år i et ældre hus i Varde ville de noget helt andet – både med tilværelsen i almindelighed og med deres hjem i særdeleshed. Arbejdslivet var lagt om, og det var blevet tid til også at lette anker.

Lysten til mærke horisonten og udsynet til vand førte parret til Esbjerg, hvor funkisvillaen netop var sat til salg – at huset, for et par generationer siden havde tilhørt Finns bedsteforældre, var et rent tilfælde.

Det var først og fremmest grunden og udsigten, der trak. At huset viste sig at være i en ret dårlig forfatning, var måske held i uheld, for det gav mulighed for at skabe noget helt nyt og indbydende.

Personligt fingeraftryk
Parret gik i gang med at skabe en bolig, der både stil- og indretningsmæssigt indikerer, at der er ryddet op i fortiden.

- Vi har altid boet i en gammel patriciervilla og ønskede os noget helt nyt og anderledes, fortæller Rie, der har fulgt renoveringen på tætteste hold, og som på intet tidspunkt er gået på kompromis med den drøm, der var udgangspunktet.

For både Rie og Finn har det været vigtigt at få så meget ud af grunden og den unikke beliggenhed som muligt. Huset skulle åbnes ud mod vandet, og lyset skulle bringes ind i den fjerneste krog. I dag består hele facaden mod vest af panoramavinduer, hvilket betyder, at haven og havet er blevet en integreret del af indretningen.

Ønsket var et meget åbent hus med få, men store rum. Derfor blev der revet rigtig mange vægge ned. Selve grunden blev også taget under kærlig behandling – der blev ændret på niveauer og lukket op til kælderetagen, hvor der nu er store vinduespartier, masser af lys og luft samt direkte udgang til haven.

Hvide rammer
Udvendigt står huset med glatpudsede vægge, der skal males hvide. Hvid er ganske enkelt hele boligens signatur, og det næsten jomfruelige udtryk brydes kun af ganske få sorte og grå elementer både ude og inde.

Der er skabt visuel ro med lyse og gedigne materialer som blandt andet brede douglasplanker fra Dinesen, lysegrå natursten, slanke vinduesprofiler, hvide skydedøre, stringente køkkenelementer fra Bulthaup, glatte, hvide vægge og enkle hvide møbler. Alle overflødige dikkedarer er fjernet.

I indretningen skaber den hvide farve en cool og sofistikeret stemning. Farvevalget giver visuel plads til de enkelte elementer, der via skyggevirkninger træder frem som stringente skulpturer. Husets ultimative skulptur er den højglanslakerede, hvide ståltrappe, der skyder sig op gennem de tre etager.

Trappen var det sidste, der faldt på plads i byggefasen, fordi Rie ganske enkelt ikke kunne finde en løsning, der fremstod let og enkel nok.

Kuperet terræn
Uden for de hvide rammer er der alt, hvad man kan drømme om i form af en underskøn have, anlagt i tæt dialog med naturen. Her har havearkitekt Helene Plet i samspil med Rie skabt et miljø, der både skærmer og giver udsyn.

Kunstgrebet er plantedækkede volde, en græsklædt slugt, et hævet plateau skabt af lærketræ, en kunstigt skabt sandklit med marehalm og en indbydende solgård, der presser sig ind i klitten og byder sig til med læ – også når vinden rusker.

Beplantningen af fyrretræer, vilde roser, havtorn og græsser matcher den omkringliggende natur, og allerede efter en enkelt sæson er der skabt læ og hygge i det udendørs rum. På husets østside, hvor man må give køb på udsigten, er der til gengæld skabt et gårdmiljø med en række hyggekroge, udendørs køkken, pejs og loungestemning.

Gården, der forbinder huset med garagen, er belagt med store 90 x 90 cm’s betonfliser, som understreger husets kvadratiske linjer, og som størrelsesmæssigt harmonerer med den ti meter brede betontrappe, der fører op til husets mellemste etage, hvor der er adgang til køkkenet.

Trapperne er så dybe, at de sagtens kan anvendes som siddepladser i bedste amfiteaterstil, hvor parret kan nyde, deres nye arkitektoniske perle, som danner rammen og deres nye liv.