Striber, farver, fjer, blomster, fisk, fugle, skønmalerier, træer, grene og guld ... Væggene hjemme hos Helene og Jannik er fulde af eventyr.
Hjemme hos familien Martensen-Larsen taler væggene deres helt eget farverige og eventyrlige sprog. Og hvordan kunne de også andet, her i tapet-familiens eget hovedsæde.
Jannik Martensen-Larsen er søn af Charlotte Martensen-Larsen, der for over 35 år siden begyndte at sælge særlige og smukke tapeter i Tapet-Café i det gulkalkede hus i Gentofte.
– I begyndelsen havde min mor blot en lille butik her. Hun var uddannet indretningsarkitekt og havde brug for et lokale i lokalområdet, hvorfra hun kunne sidde og tegne, og som en sidegesjæft solgte hun tapeter.
Tapet havde ellers været bandlyst blandt arkitekter i mange år, men hun var træt af hvide vægge og købte et kæmpe parti restruller fra en svensk tapetdistributør, der netop var gået konkurs. Det gik strygende.
To år senere købte mine forældre hele ejendommen - det gamle ismejeri på Brogårdsvej, hvor min mor før havde lejet sig ind. Så rykkede de forretningen ind i de større lokaler, og vi flyttede selv ind ovenpå, forklarer Jannik Martensen-Larsen.
I 2008 fik Helene og Jannik Martensen-Larsen tilbuddet om at købe hele ejendommen og selv flytte ind. At overtage og føre familievirksomheden videre.
En lidt skræmmende tanke, der ikke desto mindre føltes naturlig. Både for Jannik, som oprindeligt er uddannet jurist, men jo er vokset op i butikken, og for hans kone Helene, der er uddannet tekstildesigner fra den anerkendte designskole St. Martins i London.
– Det var meget naturligt for os at begynde at arbejde sammen, for vi havde de samme drømme om at være selvstændige og kreative. Vi har to meget forskellige uddannelsesmæssige baggrunde og derfor helt forskellige indgangsvinkler til arbejdet, men det fungerer bare rigtig godt for os, forklarer Helene Martensen-Larsen.
I dag har parret gjort ”tjenesteboligen” til deres helt egen og gennemrenoveret de 120 m² på førstesalen af ejendommen. De malede fx de originale Børge Mogensen-køkkenskabe knaldsorte og gav hvert rum et kendetegn og en stemning. Vendte et bredstribet tapet på langs i spisestuen, satte et håndmalet jagtsceneritapet i den midterste stue og malede lyserødt i den bageste stue.
– Vi stræbte efter et flow af farver - spændende og flotte overraskelser, men tonerne skulle hænge sammen og skabe en interessant komposition. Nu går vi fra yderpunkt til yderpunkt.
Skønne dybe og mørke toner som i køkkenet, videre i en grå farveskala i midter-stuen over til en lys, frisk lavendelrosa i inderste stue. Fra det meget moderne og rå til det lidt sarte og delikate, forklarer parret.
Og pointerer samtidig, at det er kontrasterne, som skaber den gnist, der får et hjem til at skille sig ud. Og rumme familiens sjæl.
Da det gamle hus fra 1923 skulle have nyt tag på, fik parret samtidig renoveret hele tagetagen og etableret to nye børneværelser, et lille toilet og et stort forældresoveværelse med indbyggede skabe og kviste.
En udvidelse, der var nødvendig, da Helene og Jannik netop har fået deres tredje barn – så børneflokken nu består af Barbera Vera på 8, Silvia på 5 og yngste mand Johan Hugo på knap et halvt år.
– I modsætning til vores køkken og stuer har vi ladet vores loftetage fremstå mere ren, lys og åben til himlen. Vi har skabt et svalt og cool look i vores soveværelse, og vi er vilde med udsigten fra vores seng til det kæmpe birketræ - som vi med længsel venter på skal springe ud.
Og når det kreative par skal på arbejde, går de enten ned i butikken eller om i baggårdens nyetablerede designstudie, hvor de nu også designer og skaber deres egne tapeter.
– Vi forsøger at lave enkle og smukke mønstre, der passer til hjem som vores eget. Tapeterne er en historie, vi har at fortælle, slutter parret.
BO BEDREs faste dessertkok Morten Heiberg har designet dette smarte bagesæt specielt til BO BEDRE.