Drømmebolig

Reklamekongens eventyrlige Ridderborg

Den danske reklamemand Morten Angelo og hans kone, Tina Horsted, lever eventyret fuldt ud i deres syditalienske fristed. En borg inspireret af orker, middelalderen og korsriddere.

Der var engang en medejer af et reklamebureau, hans kone og to større børn, som ledte efter et sommerhus sydpå. Deres navne var Morten Angelo og Tina Horsted. Bureauet hed Brandhouse og bød på en travl hverdag, så ønsket om et uspoleret smukt sted langt fra møder, strategier og andre stressfaktorer trængte sig på.

Parret lagde ud med at kigge efter drømmen i Norditalien. Men en dag læste Tina Horsted en artikel, hvor Giorgio Armani udtalte sig rosende om Ostuni i Syditalien, der efter hans mening både er en af Italiens smukkeste byer – og oven i købet var meget overset blandt udlændinge. Nysgerrigheden blev vakt hos det danske par, og efter timers surfing på nettet besluttede de sig for et se nærmere på området, der er kendetegnet ved små, runde huse fra middelalderen kaldet trullier.

På turen sydpå mødte de Rocco, der var kok og entreprenør. Det første sted, han viste dem, var den 39.000 m² store grund, få kilometer fra byen Ceglie Meccapica, med to nedslidte trulloer og en gammel lade, helt afsides beliggende. Derefter så de på 18 andre grunde og huse, men Tina Horsted og Morten Angelo var aldrig rigtigt i tvivl om, at den første grund var den rigtige. Og de var heller ikke bange for at kaste sig ud i et projekt, hvor alt skulle bygges op fra bunden. – Vi havde et ønske om meget land omkring os samt et hus af en vis størrelse, hvor venner og familie kunne komme og overnatte, fortæller Morten Angelo.

Annonce

Det er et sprøgsmål om tillid at bo i Danmark og samtidig bygge i Italien, men efter mange overvejelser og et par dybe vejrtrækninger besluttede parret sig for at stole fuldt ud på Rocco som den mand, der skulle stå for at organisere hele byggeriet. For bedst muligt at beskrive, hvilken stil huset skulle have, lavede Tina Horsted og Morten Angelo en omfattende billedbog, hvor huset blandt andet var visualiseret som en borg. – Vi skabte en historie om stedet, hvor man skal forestille sig, at korsridderne kommer væltende frem bag træerne i olivenlunden, og hvor en stemning af eventyr gør, at man helt glemmer den virkelige verden omkring sig, forklarer Morten Angelo.

Annonce

Der har ikke været ansat en arkitekt, så Morten Angelo tegnede huset på jorden med små sten, som viste, hvor poolen, stuen, badeværelset og de andre rum skulle være. Ud fra stenene lavede han skitser, som Rocco kunne arbejde ud fra. Og det gik fint. De to trulloer fra middelalderen er blevet restaureret og integreret i den 300 m² store bolig, og ideen om at skabe en eventyrlig borg er udført så overbevisende, at man nærmest glemmer tid og sted. – Jeg ved ikke, om jeg er i Inkariget, Marokko, eller hvor jeg er. Men jeg er hundrede procent sikker på, at jeg er med i et eventyr, siger Morten Angelo.

Annonce

Den sydlige del af Italien blev længe betragtet som landets “vilde vesten”. Men så blev der postet milliarder af kroner i infrastruktur, universiteter og andre tiltag, som har gjort det attraktivt for industrien at søge sydpå, hvilket har skabt mærkbar vækst. For udlændinge er det et stort plus, at priserne på huse stadig er under det halve af, hvad det koster i fx Toscana. Adriaterhavet nær ved, de mange middelalderbyer og den uberørte natur har gjort, at udlændinge er ved at få øjnene op for området.

For ikke at blive “de rige fra nord”, som skulle pumpes for penge, sørgede de for at opbygge et kammeratligt forhold, hvor de sov på sofaen hos Rocco og blev involveret i hinandens familier. Og selv om byggeriet blev dyrere og større end forventet, var det med venskabet i behold, at de – efter 20 rejser hen over to år – for nylig kunne flytte ind i huset.