Tærte med mælkechokolade og passionsfrugt

Knasende kiksebund, fløjlsblød chokoladeganache, passionsfrugtgelé og sprødt chokoladelåg. Sødt, syrligt og salt forenet i fire frække lag, der tilsammen udgør en toplækker tærte!

© Magasinet Lækkerier

Ingredienser

Kakaokiksebund:

200 g kakaokiks
50 g smør
1 nip salt

Mælkechokoladeganache:
250 g mælkechokolade
125 ml piskefløde
35 ml passionsfrugtsaft

Passionsfrugtgelé:
100 g passionsfrugtsaft (fra 6-8 passionsfrugter)
15 g flormelis
1 blad husblas

Mælkechokoladelåg:
80 g mælkechokolade
1 spsk kakaopulver
1/3 tsk spiseligt guldstøv

Mængde: 8-10 personer

Fremgangsmåde

Kakaokiksebund:

Blend kiks til krummer, og kom dem i en skål. Smelt smør, og bland det med kiksekrummer. Tilføj et nip salt. Fordel massen i en tærteform uden bund (20 cm i diameter), og tryk den godt sammen med fingrene. Kom bunden i køleskabet, mens du laver ganachen.

Mælkechokoladeganache:

Hak chokoladen fint, og kom den i en skål. Bring fløde i kog i en gryde, og hæld det over chokoladen. Rør rundt i midten af skålen, indtil ganachen samler sig og får en smuk, blank overflade. Rør passionsfrugtsaft i og smag til. Fordel ganachen oven på den afkølede kiksebund, og sæt tærten på køl i mindst fire timer eller natten over.

Passionsfrugtgelé:

Læg husblas i blød i koldt vand. Bring passionsfrugtsaft og flormelis i kog i en lille gryde. Vrid husblassen fri for vand, og rør den ud i den varme passionsfrugtsaft. Hæld saften i en lille skål, og lad den køle af. Hæld den ud over ganachen, og sæt tærten i fryseren et øjeblik - indtil geléen har sat sig.

Mælkechokoladelåg:

Smelt chokolade i en skål over vandbad. Placer en tærteform uden bund (20 cm i diameter) på et skærebræt beklædt med bagepapir. Hæld chokoladen i tærteformen, og smør den ud i et jævnt, tyndt lag helt ud til kanten. Kom chokoladen på køl, indtil den er stivnet, og stik forsigtigt cirkler ud med runde kageudstikkere i forskellige størrelser.

Opbevar chokoladelåget i køleskabet til umiddelbart inden servering. Sigt kakaopulver over den, og placer den forsigtigt oven på passionsfrugtgeléen.

Tip: Varm de runde kageudstikkere op, inden du stikker cirklerne ud i chokoladelåget. På den måde undgår du, at låget knækker.

Du kan finde denne - og mange andre lækre opskrifter - i Magasinet Lækkerier, som kan downloades gratis i AppStore og Google Play.

Få mere inspiration hos Magasinet Lækkerier her!

Relaterede Artikler