© bobedre.dk

Mørk Chokoladebudding

Chokoladebuddingen bør spises helt afkølet og derfor er det en god idé at lave denne opskrift dagen i forvejen.

Opskrift til 8 pers.

Karamel:
200 g stødt melis
2 spsk vand
4-5 dråber citronsaft

1 l sødmælk
1 stang vanille
150 g mørk chokolade 70% kakao, finthakket
4 hele æg
8 æggeblommer
200 g stødt melis
1 form, gerne af metal, til at sætte i vandbad

Forvarm ovnen til 200 grader. Tag en bradepande og sæt den i ovnen. Fyld bradepanden op til 1 cm fra bradepandens kant med kogende vand fra elkedlen.

Lav karamellen.
Kom stødt melis i en lille gryde med vand og citronsaft og sæt det over varmen. Lad sukkeret karamelisere UDEN at røre i gryden med en ske. Hæld straks derefter karamellen i formen. Brug et par grydelapper til at holde formen med og vend formen således at karamellen fordeler sig i bunden og på siderne. Stil formen til side.

Bring mælken langsomt i kog i en tykbundet gryde. Flæk vanillestangen, skrab kornene ud og kom både korn og stang i gryden med mælken. Tilsæt den hakkede chokolade under piskning. Tag gryden af varmen. Pisk de hele æg, æggeblommer og stødt melis godt sammen i en stor skål. Tag vanillestangen op og skrab den ren for korn. Smid den væk. Tilsæt den varme mælk under piskning. Hæld blandingen gennem en sigte over i en skål og kør den igennem med en stavblender. Hæld blandingen i formen med den stivnede karamel. Sæt forsigtigt denne form i vandbadet og lad buddingen bage i ca. 40 minutter.

Kontroller om buddingen er færdig ved at stikke en kniv i den - hvis den kommer tør ud, så har buddingen fået nok. Tag buddingen op af vandbadet og lad den køle af i formen før hele formen dækkes med husholdningsfilm og sættes i køleskab til næste dag.