Ren rensdyrhygge

Hvide rammer, godt design og frem for alt glæden ved nordisk natur er overskrifterne i Hanne Berzants juleboligliv, der udspiller sig i en 248 m² stor lejlighed nord for København.

© Martin Sølyst og Erik Bjørn

Julen hos familien Berzant nord for København er nordisk og naturlig. Og så er den også en kærkommen lejlighed for hele familien til at få slappet af sammen.

– Vi elsker julen og er ganske traditionsbundne i denne højtid. Vi bruger mange af juledagene til at rende rundt i nattøj, og vi skærer helt ind til benet, hvad angår julearrangementer. Vi vægter familielivet og samvær med nære venner højt og gør kun det, vi virkelig har lyst til, siger Hanne Berzant, der også har rigeligt at se til, da hun sammen med veninden Hanne-Louise Roe Andersen for nylig har etableret interiørfirmaet By Nord.

Men i julen skal der være god tid til familien og de ting, som vægter højt i hjemmet. Fx er Hanne Berzant og hendes mand meget optaget af gastronomi, og en del af glæden ved juledagene har rødder i god mad og tid til at lave det.

– Julen giver os nogle gode fridage og mulighed for at dvæle, ikke kun ved maden, men også ved samværet med hinanden. For os er sunde og gode råvarer en vigtig del af vores liv, og nu ved juletid har vi ordentlig tid til at gøre noget ved det.

Hvis man synes, at det lyder som gammeldags jul med gammeldags værdier, er det tæt på sandheden, for både Hanne Berzant og hendes mand lever et travlt liv med mange møder og rejser.

– I julen vil vi gerne bruge så meget tid som muligt sammen med børnene, og helst i et langsomt tempo. Vi elsker at være i vores hjem, vi holder af rummene, indretningen og de muligheder, stedet giver os.

Hvis nogen spurgte, om vi ville rejse i julen, ville svaret helt klart være nej. Vi vil være i Danmark med alt, hvad julen indebærer af køligt vejr og mulighed for at trække os ind i os selv og hygge.

Og familiens hjem lægger da også kraftigt op til hygge. Og ikke mindst julehygge. Lejligheden er indrettet både funktionelt og smukt. Her er en lys og let tone, der næres af enkle, gode designting og stramme former. Som kontrast er her malerier af Anette Holmberg og Anja Blinkenberg og nogle sjove farveklatter som fx Nanna Ditzels trisse-serie i rød og Pinocchio-tæppet fra Hay.

– Jeg holder meget af, når kontrasterne spiller imod hinanden: et groft stykke træ mod et strømlinet møbel eller en rå overflade ved siden af en stram form. Begge dele får mere gavn af modsætningens udtryk, forklarer Hanne Berzant.

Den nordiske tone er særligt godt repræsenteret i julen, hvor dekorationerne er lavet af råt træ, gevirer, kogler, grove birketræsgrene og klassisk gran og skind bearbejdet til julepynt.

– Julen og vintertiden passer fortrinligt til mit temperament. Jeg elsker grove trærødder, pels, sne og stearinlys indendørs. Jeg ved ikke noget bedre end at løbe en lang tur for at vende hjem og putte mig med en bog eller en god kop kaffe, fortæller Hanne Berzant og fortsætter:

–Ideen til By Nord opstod faktisk på løbeture i naturen. Hanne Louise og jeg løber ofte i Dyrehaven, og her fik vi ideen om at lave By Nord, der designer og producerer boliginteriør, som tager afsæt i den nordiske natur. Vores allerførste idé var Wally’en, som er en vægophængt “opslagstavle” med lommer til alt lige fra sko til familiens småting.

© Martin Sølyst og Erik Bjørn

I juletiden er der tid til at være sammen om fx julebagningen i køkkenet. Bordet i for grunden fungerer som aflastningsplads eller som morgenmadsbord. Det har været en venindes forældres bord, og det passer perfekt til stilen i køkkenet. Stolene hedder Arco og er fra 1000 Chairs. Lamperne på væggen er fra Bestlite, mens Pinocchio-tæppet er fra Hay.

© Martin Sølyst og Erik Bjørn

Den store Wally Den store Wally med 24 lommer er eget design og fantastisk som "entrémøbel". Her lægges vanter, huer, sokker, m.v., og rodet kan holdes væk fra bænken. I december bruges den som pakkekalender.

© Martin Sølyst og Erik Bjørn

Datteren Anna-Fridas værelse er på én gang farverigt og enkelt. Juno-sengen er fra Sebra, Nanna Ditzels trisse-møbler er fra Snedkergården, og wallstickeren er fra Hay. Tæppet er fra The Rug Company og hedder Blanket. Nisserne er fra Maileg.

© Martin Sølyst og Erik Bjørn

I hjørnet af spisestuen står et rødgrantræ, der holder den klassiske og rolige stil, pyntet med glaspynt fra Brink. Hanne Berzant synes, at vi i en del år har set skæve og afpillede juletræer, og hun synes, at det er på tide at vende tilbage til de helt klassiske træer uden så mange dikkedarer. Enkelt og nordisk.

© Martin Sølyst og Erik Bjørn

Naturen flytter nærmest indenfor hos Hanne Berzant, når det er jul. Bløde møbler og tæpper møder grove materialer i hele boligen. På bordet står en juledekoration, som Hanne Berzant har lavet af halvtørrede kvæder. Flydestolen i baggrunden hedder L.A. Chair og er ligesom indianerpuden fra Interstudio.

© Martin Sølyst og Erik Bjørn

Julegaverne indgår som en del af pynten De er pakket ind i brunt papir med et stykke ”pelspapir” og lædersnøre. Pelspapiret fås hos Panduro.

© Martin Sølyst og Erik Bjørn

Bordopdækningen er lavet med karakteristiske, asymmetriske tallerkner fra Rikke Jacobsen. Her ses endnu en gang det stringente op imod det organisk-naturlige: Hørservietter, der er bundet med en stang kanel og en gren kristtjørn.

© Martin Sølyst og Erik Bjørn

Sælskind er et alternativt men stemningsfuldt materiale. Stjernen er fra By Nord.

© Martin Sølyst og Erik Bjørn

Bind selv stjernen Stjernen i toppen er bundet af naturens egne materialer, nemlig et stykke drivtømmer, en kanelstang, en tørret lærkegren og en lædersnor.

© Martin Sølyst og Erik Bjørn

I stuen dominerer den store hjørnesofa Houston fra Kalejdoroom. Som organisk kontrast står genbrugs-træbordet fra Selected by John Dick, der dels lægger en kant, dels understreger tonen af rå natur, som går igen i hele lejlig heden.

© Martin Sølyst og Erik Bjørn

By Nord “Hvor design og natur mødes” er By Nords slogan, og det er en dækkende sætning for det nye interiørfirma. Det er nemlig med afsæt i den nordiske natur, at veninderne og By Nords indehavere, Hanne Berzant og Hanne-Louise Roe Andersen, designer boliginteriør, hvor skønhed og funktionalitet understøttes af brugen af organiske materialer og ansvarlighed i produktionen. Firmaet har eksisteret i et halvt år og er allerede kendt for bl.a. sit karakteristiske sengetøj med smukke dyre- og naturbilleder. Se mere på bynord.com.

© Martin Sølyst og Erik Bjørn

En hyggelig vinterskulptur, bare for sjov Hanne Berzant har fundet et par birkegrene og samlet dem med et groft reb. Billedet med Bob Marley er af en ung kunstner og blev oprindeligt købt på et loppemarked til datteren Emma, men hele familien holder af det, så nu er det blevet fælleseje i stedet for.

© Martin Sølyst og Erik Bjørn

Det udtryksfulde sengetøj med rensdyr kan også fås med en bjørn og med et egern. Fås hos By Nord.

© Martin Sølyst og Erik Bjørn

Dekorativ indpakning med papir fra House doctor og sort snor som bånd.

© Martin Sølyst og Erik Bjørn

Her ses voksenudgaven af naturens sengetøj med et smukt egetræ printet hen over begge dyner. Wally’en over sengegavlen er med syv lommer og bruges i december måned som uge-julekalender. Lamperne er fra Artemide, sengen er fra Dux, natbordet er fra Interstudio (USM Haller), og spejlet er fra Excel.